This Movie is afraid of me – Watchmen

Promobilleder fra Watchmen-filmenDet skal ikke være nogen hemmelighed (det er det i al fald ikke for dem af jer, der følger os på Twitter) at mine forventninger i forhold til denne film var helt i bund. Nej, Watchmen kan ikke filmatiseres på en ordentlig måde – Alan Moore har skrevet den til at være u-filmbar, og i øvrigt er den for lang og for detaljeret til at blive andet end en 24-timers maraton hvis man skal gøre det ordentligt. Den her film kan ikke være tro mod hele indholdet i tegneserien.

Oven i det er Moore selv mildt sagt rigtigt meget imod projektet – vi har f.eks. hans næsten klassiske “I will be spitting venom all over it“-interview med LA Times:

I find film in its modern form to be quite bullying. It spoon-feeds us, which has the effect of watering down our collective cultural imagination. It is as if we are freshly hatched birds looking up with our mouths open waiting for Hollywood to feed us more regurgitated worms. The ‘Watchmen’ film sounds like more regurgitated worms. I for one am sick of worms. Can’t we get something else? Perhaps some takeout? […]
Perhaps [The Watchmen Movie has] been cursed from afar, from England. And I can tell you that I will also be spitting venom all over it for months to come.

Nuvel, selv om Moore selv ikke bryder sig om at hans tegneserier bliver filmatiseret, er der ikke noget der forhindrer dig og mig i at se filmen og selv danne os vores egen mening om den – faktisk tværtimod. For det kan vel godt gå godt, kan det ikke? Snyder har flere gange udtalt hvor stor fan han er af serien og hvor stor respekt han har for Moore, så det kunne da gå godt … ikke? Vel har man måtte sluge et par kameler undervejs,  men de har ofte givet os et plaster på såret – tegneserien-i-tegneserien Tales of the Black Freighter er f.eks. ikke med i filmen, men kommer i stedet for i en seperat animeret version. Der bliver gjort meget for at stille os fans tilfredse, og en del af de frigjorte klip er da også meget pæne at se på.

En fin start

Det starter rigtigt fint med en stemningssættende intro og mordet på Gøgleren, filmet i Snyders næsten patenterede “så mange 100% genkendelige scener fra tegneserien som mulig”-stil. Gøgleren (spillet af Jeffrey Dean Morgan) virker godt ramt som figur, og idet hans krop smadrede vinduesglasset og faldt mod gaden 22 etager nede, må jeg indrømme at et spinkelt håb blev tændt i mig: måske?

Og det fortsætter skam – titelsekvensen er fremragende og bagefter har vi en række scener, som får bygget bro mellem tegneserien og filmens medie på fin vis. Ja, der er et par kompromiser, men de er ikke skrækindjagende og stemningen rammer rimeligt godt min ide om hvordan stemningen i scenerne bør være.

Men nej. De første advarselstegn viser deres grimme fjæs.

Vi får f.eks. scenen, hvor Silk Spektre (spillet uden nogensinde at opnå gennemslagskraft af Malin Akerman) og Nite Owl (en svær rolle, men overvejende fint spillet af Patrick Wilson) sønderbanker bandemedlemmerne i baggården – deres første action i årevis og det første gryende tegn på, at et forhold imellem dem for alvor er ved at spire, Silk Spektres forhold til Dr. Manhattan til trods. Hvad får vi? Det er en voldelig scene i tegneserien, men filmens brækkede lemmer og hvad den ellers byder på virker overdrevne og hvad værre er:  filmen misser totalt den indestængte, forbudte erotik der er i scenen.

Tegneserien er også mørk, voldelig og på mange måder ekstrem, men den rummer en følelsesmæssig ballast, som filmen i store træk mangler – eksempelvis den næsten klassiske sekvens med Nite Owls impotens i civil og efterfølgende potens i dragten – selv om den er smurt tykt på rent symbolmæssigt i tegneserien, er det også en central og gribende scene. I filmen er den et skuldertræk værdig, ligesom det efterfølgende samleje i modsætning til sin modpart på papiret i filmen bare kommer til at virke lummert og ikke som den forløsning det er.

De iscenesatte slåskampe og den rå vold bliver i sidste ende … kedelige og skaber en afstand til filmen. Er det snart færdigt? Det er da moderat underholdende, men jeg har en indbygget grænse for hvor mange brækkede lemmer, hoveder kløvet med kødøkser og arme savet af med vinkelsliber jeg kan se på, før min opmærksomhed begynder at vandre. Sjovt nok generede det mig ikke de fjerneste i tegneserien, men det er nok dels forskellene mellem de to medier og det at Snyder mærkværdigvis har valgt at skrue op for volden i filmen  – de tidligere nævnte oversavne arme er f.eks. ikke en del af tegneserien.

Nu er jeg ved at komme frem til det, der nok et mit hovedproblem med filmen: af en film, som gerne vil lave så tro en adaptering af originalmanuskriptet som muligt, laver den om på nogle ting som er fuldstændigt unødvendige.

Rorschack ser RorschackFor eksempel Rorschacks forhistorie – filmen følger tegneserien til punkt og prikke, Jackie Earle Haley spiller igennem og POW! – pludseligt står han og hakker en barnemorder i hovedet med en kødøkse. HVAD? Ikke at tegneseriens løsning er mindre grusom, men der er ingen fornuftig grund til ikke at beholde den – den havde ikke taget længere tid, den havde fungeret lige så godt på film som det de fandt på i stedet og … der er simpelthen ingen grund. Ingen.

Musikken i filmen skal også lige have en kommentar med: tegneserien refererer på mange steder til specifikke musikstykker, og de er alle med i filmen. Rigtigt godt. Lige pludseligt kommer så “Sound of Silence”, der ikke er i tegneserien men med rimelig god vilje kan siges at være et period piece – i kontekst er Hello Darkness my old friend liiiige tykt nok i forhold til en film, som mange vil opfatte som dyster – og hvor fanden kommer Leonard Cohen fra som erstatning for Billie Holliday? Helt galt går det så i nogle af actionscenerne, hvor slåskampene foregår til uptempo moderne musik og bringer ubehagelige mindelser til Daredevil-filmen. Damnit, man skal ikke sidde og tænke på Daredevil-filmen når man ser en moderne superheltefilm.

To squid or not to squid

The Squid in all it's glory!Som mange af seriens fans nok har læst sig til allerede – ellers kan de gøre det her – er slutningen ændret i forhold til tegneserien; væk er det kunstigt skabte interdimesionelle, psykiske blækspruttemonster og i stedet har vi en række … eksplosioner, hvis natur jeg nok skal lade være med at komme ind på her. Jeg kan godt se at den gængse biografgænger måske har nogle problemer med at godtage et blækspruttemonster, men jeg synes ikke at den løsning man har valgt i stedet er specielt god.

Det store problem her er, at selv om vi ser folk dø som følge af eksplosionerne, mister vi igen den emotionelle impakt – dels fordi man i tegneserien har fået et forhold til nogle af de mennesker der omkommer, og dels fordi Silk Spektres (og dermed vores og resten af verdens) reaktion på de tusindvis af meget døde mennesker vi ser i tegneserien er meget forståelig, hvorimod hun i filmen bliver chokeret over, nå ja, et hul i jorden. Snak om at amputere en scene, rent følelsesmæssigt.

Vi er her nok henne ved filmens allerstørste problem: den er et – som Moore startede denne anmeldelse med at præcisere – tygget og opgylpet opkog af visse af Watchmens plotelementer, tilsat lidt ekstra vold for at virke “dyster”, “kompromisløs” og “ekstrem” og så med et poleret lag, som på ingen måde klæder hverken forlæg eller adaptering – det er fordummet og fordummende.

Alligevel er jeg ret glad for Watchmen-filmen. Hvorfor dog?

Massedød i New YorkWatchmen tager nogle underlige krumspring, laver nogle lige så underlige kompromis’er, misser nogle oplagte muligheder og ødelægger centrale scener fuldstændigt. Der er for megen overflødig action, og den der er der er for kedelig alligevel, der er ingen følelsesmæssig dybde i flere af figurerne (paradoksalt er den mest involverende person den følelsesforladte Dr. Manhattan, spillet af Billy Crudup i filmens for mig suverænt bedste præstation) og den tramper flere steder hen over det nuancerede og subtile forlæg som en dino igennem Dr. Manhattans glasslot. Hvad er der at være glad for, så?

For det første fordi at selvom der er mange ting som filmen gør forkert, så er der altså også en masse ting, som den gør rigtigt – første halvdel rammer i store træk forlægget, nogle af skuespillerne er fint castet og først og fremmest så prøver den at være bare nogenlunde tro overfor forlægget, hvilket man ikke kan beskylde tidligere Moore-filmatiseringer for at være (V for Vendetta som en mulig undtagelse).

Der er mange problemer med Watchmen, men samtidig er det nok den bedste filmatisering som kunne komme fra Hollywood, og jeg tror i høj grad at vi kan takke Snyder for det. Vi får også ekstramateriale – Tales of the Black Freighter og Watchmen Motion Comic giver os henholdsvis tegneserien-i-tegneserien og hele tegneserien, så man kan få al baggrunden med. Det havde de ikke behøvet, og det vidner om at der er hjerte med i det hele et eller andet sted.Og like it or not: det er en film, som på et eller andet tidspunkt ville være blevet lavet – så hellere dette end LOEG v2.0.

Men den egentlige grund til at jeg er glad for filmen er denne: med filmatiseringen af Watchmen er det tydeligt ud over enhver grænse at film og tegneserier – selvom der er ligheder medierne imellem – er to meget forskellige medier. Scener som fungerer perfekt i tegneserien, falder til jorden i filmen, selvom man har gjort masser af krumspring for at få det til at fungere. Når folk i fremtiden snakker om at tegneserien er “film light” kan man altid henvise til Watchmen – nej, den er ikke! Se hvordan det ikke lykkedes dem, selv om de prøvede.

Og der er naturligvis altid en lummer tilfredsstillelse i at kunne sige “hvad sagde jeg?”

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender

Plakat til The SpiritOkay, Frank Miller… denne gang er det personligt! Jeg har rystet på hovedet af dig flere gange i det sidste årti, men har alligevel både lukket øjnene og set den anden vej over for blandt andet din grusomme behandling af Nattens Ridder i All Star Batman and Robin. Men nu bør der sættes en stopper for det! The Spirit er årets værste film, og det er DIN skyld!

Hvis man er gammel tegneserie-fan, så ved man, at [[Frank Miller (f. 1957)|Frank Miller]]s navn var lig med det rene guld i 80erne. Man kunne simpelthen ikke forestille sig, at han kunne lave andet end originale, grafisk interessante historier, ofte inden for neo-noir genren. [[Nattens ridder vender tilbage]] er en milepæl i tegneseriehistorien, og Batman Year One og diverse andre titler var alle med til at gøre tegneserien voksen og lødig. Personligt har denne anmelder en særlig plads i hjertet reserveret til Millers [[Daredevil]], der jo som bekendt havde historien om Elektra som en rød tråd løbende igennem herlighederne. Det var virkeligt godt skrevet og vidunderligt tegnet. Tegneserier var ikke kun for børn længere.

Millers aftryk og indflydelse kan ses på mangen en moderne tegneserie og tegneseriefilmatisering, og således var det nok helt umuligt at forestille sig 2008s helt store sejr med filmen om The Dark Knight uden Frank Millers værker som de giganter, der gerne lagde skuldre til instruktøren Christopher Nolan og resten af filmholdet. I 2008 blev altså også tegneseriefilmatiseringen voksen. Selv urimeligt underholdende og generelt set befriende fjollede film som [[Iron Man]] tog deres emne alvorligt, og det var herligt at se på.

Tilbage til stenalderen

"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...
"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...

Hvor ironisk er det så, at selv samme filmår i det amerikanske sluttede med Frank Millers såkaldte filmatisering af Will Eisners klassiske og banebrydende tegneserie om The Spirit? Det lykkes nemlig Miller at banke genren (hvis man kan kalde den det) helt tilbage til stenalderen, hvilket i tegneseriefilmatiseringens historie er lig med 80er filmen om Howard the Duck. Ja, det er rigtigt: Jeg har lige sammenlignet The Spirit med Howard the Duck filmen.

Men i objektivitetens navn vil det måske være retfærdigt at tale om Millers film på dens egne præmisser. Hvor umuligt det end lyder, vil jeg prøve at glemme Eisners tegneserie i et kort øjeblik og udelukkende tale om filmen som film. Hvilket dog er en rigtigt dårlig ide, da den heller ikke som sådan har ret meget at byde på. Den starter sin tåbelige historie midt i plottet, hvilket sagtens kan fungere i en god film. Det gør det ikke her. Og da Miller få minutter senere hopper en anelse tilbage i tid for at vise os, hvad der virkeligt skete… ja, så gør det desværre ikke tilskuerne ret meget klogere. Men Miller bruger uendeligt lang tid på det første set-piece, der vistnok foregår ved havnen. Det er ikke helt til at vide, da kulisserne (eller manglen på samme) ikke rigtigt afslører noget. Der er ikke nogen fornemmelse for tid og rum i åbningsscenen, eller i filmen for den sags skyld.

Efter den første slåskamp, der tydeligvis forsøger at genskabe den looney toones-agtige humor, som Eisner (hvis forlæg vi er i gang med at ignorere) brugte i sin noget mere kulørte tegneserie, bliver der snakket i en uendelighed om ikke særligt meget. Den tegnefilms-agtige slåskamp føles aldeles påtaget og det skurrer slemt imod dialogens tough guy talk, der forsøger at lyde som Raymond Chandler, men i stedet ender med at lyde som det rene ingenting. Dialogen kører i ring, scener varer alt for længe og handler om alt for lidt, og det virker som om, at alt er filmet i mere eller mindre uplanlagte one-takes. Allerede i første scene er det tydeligt, at Samuel L. Jacksons skurk, The Octopus, er uden substans og nærmest skandaløst dårligt spillet. Han ævler kontant løs om æg, og jeg har helt ærligt ikke helt forstået hvorfor.

spirit-posters3Den her anmeldelse har allerede været for lang, og vi er kun nået til første scene. Men det gør nu ikke så meget, da så godt som alle filmens (mange, mange, MANGE) problemer er tilstede i de første ti minutter: Et plot, der ikke giver mening, indholdsløst dialog uden bid, horribelt skuespil fra alle involverede, en visuel stil stjålet fra Miller selv samt en instruktør, der åbenbart ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man skaber narrativ fremdrift i en film. Eller hvordan man instruerer actions-scener. Det er ganske forfærdeligt. Derudover er historien om The Spirits barndomskæreste, der nu er på den anden side af loven, stjålet fra Millers egen Daredevil tegneserie. Hvor fantasiløs har man lov til at være, spørger jeg bare?

Filmens store gimmick er naturligvis den visuelle stil, der på alle måder er en gentagelse af Robert Rodriguez’ filmiske oversættelse af Millers eget udtryk fra tegneserien om Sin City. Miller stjæler med andre ord også her fra sig selv og tvinger sit eget udtryk (eller mangel på samme) ned over en historie, det ikke passer til. Det er et af de bedste eksempler på, hvordan en egocentrisk instruktør kan forråde sin egen film, jeg nogensinde har set. Hvorfor Miller ikke bare kastede sig over Sin City 2 i stedet for at sparke til stakkels Will Eisner, er mig en gåde. Hvor stilen var spændende og nyskabende i Sin City, virker den her fortærsket og påtaget.

Normalt fremhæver man en films bedste skuespillerpræstationer i en anmeldelse. Det er dog ikke helt muligt i den her film, så i stedet vil jeg atter engang fremhæve Samuel L. Jackson, der spiller så dårligt, at man knapt nok kan huske dengang, man syntes han var cool. Det var vist i en Quentin Tarantino film for rigtigt længe siden. Nu er han (ligesom Miller) både en parodi på sig selv og en skygge af sit tidligere jeg. Fremhæves skal også Scarlett Johansson, der spiller som var hun med i en skoleopsætning af en dårlig krimi. Fuldstændigt uden timing og variation. Værst er dog Sopranos og 24 Timer veteranen Louis Lombardi, der spiller en række kloner, som Octopus bruger som håndlangere. Måske er det Millers manuskript og instruktions skyld, at Lombardi er så forfærdelig, men det ændrer altså ikke på, at disse kloner er det allerværste ved en allerede forfærdelig film.

Og netop disse kloner bringer os til min endelige pointe: Filmen har absolut ingenting med Eisners tegneserie at gøre. Personerne hedder det samme, Miller har forsøgt at tvinge (vanvittigt mislykket) slap-stick ned over filmen, men derudover er det svært at se, hvor Eisner gemmer sig i denne film. Udover klonerne har Miller også givet Spirit en mobiltelefon, der snakkes om internettet, og snigskytterne har lasersigte på deres rifler. Det er den mest unødvendige opdatering, jeg nogensinde har set i en film, og det er så selvbevidst gjort, at man næsten får dårlige mave af det.

Will Eisners The Spirit på vej hen til Frank Millers hus
The Spirit på vej hen til Frank Millers hus

Miller har altid været en stor fan af Will Eisner, hvis storbystegninger har inspireret så mange af hans egne tegneserier. Hensigten med filmen har sandsynligvis været at hylde Eisner ved at føre hans tegneserie op til vores nutid og gøre den relevant og tilgængelig for et mainstream publikum, men det er som sagt noget af en bjørnetjeneste, Miller her har gjort Eisner.

Burde vide bedre

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender. Og jeg føler mig faktisk næsten personligt krænket af denne film. Som tegneserie-fan føler jeg mig talt ned til og hånet. Nogle af de mere positive anmeldelser, jeg har set af denne film, fremhæver filmens tegnefilmsagtige stil og hævder, at tegneserie-fans vil elske den. Men der tager de altså fejl! Filmen ser tegneserie-agtig ud på en måde, der får en til at tro, at instruktøren aldrig har læst en tegneserie i sit liv. Det er overfladisk, billigt og påtaget. Og det ville næsten være til at tilgive, hvis Frank Miller altså ikke havde skrevet og tegnet nogle af 80ernes bedste tegneserier. Han burde vide bedre!

Jeg skal dog gerne indrømme, at jeg ikke kedede mig i de 103 minutter, filmen varede. Jeg var nærmest hypnotiseret af dens rædderlighed og det tæppe-bombardement af dårlige, kunstneriske valg, der voldtog mine stakkels øjne på biograflærredet. Det er en fascinerende film, hvis man har smag for det helt forfærdelige. Men har man ikke det, så vil jeg klart anbefale, at man holder sig væk. Der var klar uenighed i den gruppe, jeg var inde at se filmen med, om den nu faktisk var så dårlig, at den var god, eller om den blot var så dårlig, at den ikke fortjener at leve. Det spørgsmål vil jeg lade stå åbent.

Men Frank Millers The Spirit er en forbrydelse imod menneskeheden. Og imod Will Eisner. Og så sandelig også imod den legende, som Frank Miller kunne have været blevet.

Steen og Stoffer-filmtrilogi på vej!

Calvin & HobbesBill Watterson – manden bag den klassiske stribe Calvin & Hobbes (Steen og Stoffer) holdt i går det første pressemøde siden han holdt op med at tegne serien for over 15 år siden.

Her løftede Watterson sløret for en planlagt filmatisering af Steen og Stoffer, instrueret af Uwe Boll. I hovedrollerne står det allerede fast at Tom Cruise skal spille Steens far, Liv Tyler har rollen som moderen og Eddie Murphy som Frk. Mortensen (naturligvis sminket til lejligheden).

Hvem der skal spille Steen er endnu ikke afgjort – Watterson bemærkede at han gerne havde set Macaulay Culkin, men at han jo desværre var blevet for gammel – men så meget står fast at Rumagent Spiff-identitet bliver ændret radikalt i forhold til tegneserien og at Steen i disse sekvenser bliver spillet af en digitalt manipuleret Vin Diesel. Dette sker for at understrege at der er tale om fantasilege og “ikke handlinger som filmens unge publikum bør forsøge at gøre derhjemme” sagde Watterson. I det hele taget vil seriens vilde fantasi blive tonet ned til fordel for en mere realistisk, familievenlig vinkel.

Digital manipulation er også inde i billedet når Stoffer kommer på tale – her bliver der tale om en 100% digital figur, som i forhold til serien bliver udstyret med indtil flere superkræfter. Andy Serkis skal “spille” Stoffer, og det er også en skuespiller som har en vis erfaring med digitale figurer, da han jo er mest kendt som “Gollum” i Ringenes Herre. Stemmen til Stoffer vil dog blive leveret af Adam Sandler.

Endelig løftede Watterson til sidst sløret for at der – hvis den første film bliver en succes – vil blive tale om en trilogi. Senere afsnit kunne blive instrueret af Ronald Emmerich, men intet er endnu sikkert.
Der er allerede skrevet kontrakt med McDonalds om delvise rettigheder til markedsføring, så mon ikke man vil kunne finde Steen og Stoffer Happy Meals™ hos burgerkæden inden længe?

I det hele taget bliver merchandising en vigtig del af filmene, så forvent et massivt opbud af actionfigurer, sengetæpper og natuligvis tøjdyr. Til det formål er selskabet Watterson Media Industries, INC (WMI) blevet dannet.

Til spørgsmålet om hvorvidt filmen vil afføde nye striber sagde Watterson, at de i al fald ikke vil blive tegnet af ham selv, da han hellere vil prøve kræfter med filmverdenen. “Vi er i indledende kontraktsamtaler med Jims (Davis, skaberen af Garfield, red.) studie om at videreføre serien, men det er for tidligt at sige noget endnu.”

Det skal blive spændende at følge udviklingen af filmen, som under alle omstændigheder nok skal blive en succes.

Luc Besson køber filmrettighederne til Tardis Adele

AdeleVariety beretter at Luc Besson – manden bag film som Nikita, Leon og ikke mindst The Fifth Element – igennem sit firma EuropaCorp har købt rettighederne til Jacques Tardis serie om Adele Blanc-Sec.

Planen er at lave en trilogi – om Besson selv har tænkt sig at instruere, vides pt. ikke. Et forsigtigt bud vil være at første film er klar i 2009.

Tardi påbegyndte sin serie om den kyniske journalist/forfatter, som kæmper mod mørkets magter i mellemkrigstiden i 1976, og indtil videre er der kommet 8 bind, som alle er oversat til dansk.

Man kan se serien som en slags bedstefar til serier som Hellboy, der foregår i et univers, som på mange måder ligner Adeles.

Flere billeder fra Watchmen-filmen

Zack Snyder har frigivet en del billeder fra optagelserne til den kommende filmatisering af Alan Moores Watchmen, og det ser godt ud!

Man kan i al fald konkludere at de har en glimrende flok producion designers på jobbet – se f.eks. billedet af Rorschach, der går igennem New York – som taget ud af tegneserien:

Billede fra Watchmen-filmen
(klik for stort detaljeret billede)

En ofte hørt bekymring fra seriens fans er at alle de mange lag i historien ikke vil kunne komme med i filmen – bl.a. er der mange der har travlt med subplottet med pirattegneserien The Black Freighter. Der bliver i al fald refereret til den i filmen:

Billede fra Watchmen-filmen
(klik for stort og se på siden af kiosken)

Det er stadigvæk en kolossal opgave Hr. Snyder har taget på sig, men i al fald har han fat i det rigtige look til filmen. Om resten af den så holder samme standard, vil tiden vise …

Hjemmeside for The Spirit-filmen

The Spirit Movie Poster

Frank MillerFrank Miller er godt i gang med sin filmatisering af Will Eisners mesterværk, The Spirit, og nu er der kommet en hjemmeside for filmen.

Foreløbigt er der ikke meget på siden – de største trækplastre er et forum og en video med Frank Miller, hvor han siger lidt om hvor godt det går med indspilningerne og hvilket unikt hold der står bag filmen. Man kan også læse en synopsis af handlingen og lidt om skuespillerne, der fylder de forskellige roller.

Jeg er stadig lidt forbeholden overfor ideen om en The Spirit-film (og især instrueret af Frank Miller i lyset af hans seneste par års produktion), men ender nok med at give mig – det skal nok blive visuelt overvældede og underholdende. Og castingen er bestemt ikke håbløs, så mine fingre forbliver krydsede.

Fox går Super-Saiyajin: Dragonball Live Action film på vej

Dragon Ball - Son Goku bliver Super SaiyajinJo, du læste rigtigt – 20 Century Fox har en live-action filmatisering af Akira Toriyamas berømte manga Dragon Ballprogrammet til næste sommer, og det endda med et budget på over 100 millioner dollars.

Der er endnu ingen forlydener om hvem der instruerer eller spiller med i filmen, men man forventer at færdiggøre optagelserne næste juni, så der kan ikke være længe til vi får noget at vide. Nogen bud på hvem der skal være Son Goku?

… nu kan vi så se frem til en film med kampscener på 14 timer, hvor deltagerne hiver den ene ultimative kampteknik frem efter den anden… ;)

Edward Norton er Hulk

Edward NortonVariety rapporterer at Marvel / Universal har hyret Edward Norton til at spille Bruce Banner i den nye Hulk-film.

Filmen, der er fortsættelse/genindspilning/relaunch af Ang Lees film af samme navn fra 2003. Instruktøren er Louis Leterrier, som tidligere har instrueret actionfilmen Transporter (og dens fortsættelse) samt Danny the Dog. Manuskriptet bliver skrevet af Zak Penn, der er manden bag Elektra, X2 og X-Men: The Last Stand.

Norton kender vi jo fra The Illusionist, American History X og ikke mindst Fight Club, hvor han har prøvet kræfter med at spille en figur med personlighedsspaltning.

“Jeg er Bruces dårlige barndom.”

Ikke et dårligt valg, synes jeg. Hvis denne film så bliver 100% fri for mutantpudler er det da noget at se frem til – om intet andet så som en god popcornfilm.