Hemmelighedsfuldt selskab i Øksnehallen: Kevin O’Neill besøger Komiks.dk

Kevin O’Neill er medskaberen af Det Hemmelighedsfulde Selskab – The League of Extraordinary Gentlemen og blandt de dygtigste og mest originale tegnere i tegneseriebranchen i dag. Komiks.dk, Forlaget Fahrenheit og Fantask er stolte over at kunne præsentere O’Neill på Komiks.dk festivalen.

Den britiske tegner startede sin karriere inden for tegneseriemediet allerede som 16 årig, da han arbejdede som kontordreng på forlaget ICP. Senere avancerede han til jobbet som farvelægger, og da ICP besluttede sig for at lancere en science fiction titel, spurgte han, om han måtte komme ombord på projektet. Serien blev til den nu legendariske antologiserie 2000AD, og O’Neill arbejdede på forsiden på det allerførste nummer. Hos 2000AD arbejdede O’Neill på titler såsom as Future Shocks, Tharg the Mighty og Ro-Busters sammen med forfatteren Pat Mills. Sammen med Mills var O’Neill også medskaber af figuren Nemesis, der hurtigt blev en af seriens mest populære figurer.

Da O’Neill senere gik freelance arbejdede han bl.a. for DC Comics. En af hans tidligste historier var et samarbejde med den nu legendariske forfatter Alan Moore på en historie i Tales of the Green Lantern Corps Annual #2. Historien viste sig at være kontroversiel, da de såkaldte Comic Code Authorities besluttede sig for, at de fandt hele O’Neills stil stødende.

Sammen med Pat Mills skabte O’Neill også figuren Marshall Law – endnu en kontroversiel titel. Serien handlede om en statsansat heltejæger og var på alle måder et både ekstremt og grotesk twist på superheltemyten.

I 1999 fik O’Neill sit største gennembrud, da han sammen med Alan Moore skabte Det Hemmelighedsfulde Selskab – en udforskning af superheltemytens oprindelse sat ind i et steampunk univers med klassiske figurer fra verdenslitteraturen som karaktergalleri. Serien blev et kæmpehit og er siden hen blevet fulgt op af en række fortsættelser, alle skabt af Moore og O’Neill. I 2009 blev det første album i seriens tredje miniserie udgivet. Albummet udkom på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Med Det Hemmelighedsfulde Selskab har O’Neill i den grad bevist, at han er en alsidig tegner med sans for detaljer, stemninger og det originale. Det er nærmest umuligt at forestille sig en anden tegner på serien end Kevin O’Neill.

Kevin O’Neill præsenteres i samarbejde med Forlaget Fahrenheit og Fantask.

Frank Quitely slutter sig til all star holdet på Komiks.dk

Frank Quietly til komiks.dk 2010!Få tegneserieskabere har formået at kombinere den kulørte mainstream med tyngde og indhold som tegneren Frank Quitely, og det er med stor glæde, at Komiks.dk præsenterer den talentfulde skotte på festivalen i 2010.

Frank Quitelys første arbejde i tegnseriebranchen var på undergrundstitlen Electric Soup i 1990. Da serien blev samlet op til national distribution blev Quitelys åbenlyse talent opdaget af redaktøren for Judge Dredd Magazine. Dette førte til arbejde på en lang række titler i den britiske tegneseriebranche. Det internationale gennembrud kom med et spin off fra serien Doom Patrol med titlen Flex Mentallo. Forfatteren på denne miniserie var en anden skotte, nemlig Grant Morrison. Dette team ville siden hen blive et af de mest kritikerroste og succesfulde teams i den amerikanske tegneseriebranche med titler såsom JLA: Earth 2, The Invisibles and New X-Men. Derudover har duoen høstet fremragende anmeldelser for både den yderst originale science fiction miniserie We3 samt All Star Superman, som allerede regnes blandt de mest ikoniske Superman historier, der nogensinde er skrevet. Morrison og Quitely skabte også coveret til Robbie Williams album Intensive Care fra 2005. I skrivende stund arbejder de to på serien Batman and Robin. Af andet arbejde fra Quitelys unikke hånd skal nævnes en tur på Wildstorm titlen The Authority og en historie i Neil Gaimans graphic novel Sandman: Endless Nights.

Quitely slutter sig til en voksende gæsteliste, der allerede byder på internationale navne såsom Dave Gibbons (Watchmen), Chris Ware (Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth), Daniel Clowes (Ghost World), Charles Burns (Black Hole), Paul Gravett (Graphic Novels – Stories to Change Your Life) samt så godt som samtlige danske tegneserieskabere.

Komiks.dk er Danmarks internationale tegneseriefestival, som hvert andet år fejrer tegneseriemediet med et bredt udvalg af danske og udenlandske gæster fra tegneseriemiljøet. I 2010 løber festivalen af stablen den 21-23. maj i Øksnehallen.

Britisk tegneserieekspert besøger Komiks.dk 2010

Paul GravettDer er ikke mange, der ved lige så meget om tegneseriens vidunderlige verden, som den britiske tegneserieekspert, Paul Gravett. I maj 2010 lægger Gravett vejen forbi Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk.

Journalisten, kuratoren og foredragsholderen Paul Gravett bemandede i starten af 1980erne den såkaldte Fast Fiction stand på tegneseriemarkedet i Londons Westminster Hall, hvorfra han inviterede alle til at sælge deres hjemmelavede tegneserier. Dette initiativ blev senere beskrevet i Eddie Campbells graphic novel Alec: How to be an Artist. I 1981 begyndte Gravett at arbejde for Pssst! Magazine, der var et forsøg på at skabe en britisk pendant til de i Frankrig så populære bande dessinee magasiner. Hos Pssst! arbejdede Gravett i en lang række stillinger, men forlod bladet for starte Escape Magazine, der skulle fungere som showcase for de allerbedste tegneserieskabere inden for den alternative tegneseriescene. Bladet gik ind efter 19 numre, men nåede alligevel at hjælpe mangen en karriere på vej. Det var også i denne sammenhæng, at Gravett var med til at udgive det første samarbejde mellem de nu legendariske tegneserieskabere Neil Gaiman og Dave McKean, Violent Cases, samt de første tre numre af den allerede nævnte Alec af Eddie Campbell.

Gravett har arbejdet som kurator på en lang række udstillinger af tegneseriekunst i både Europa og og England. Han har også fungeret som direktør for Comica, London’s International Comics Festival at the Institute of Contemporary Arts. Han er medforfatter på bøgerne Manga: 60 Years of Japanese Comics, Graphic Novels: Stories to Change Your Life, Great British Comics: Celebrating a Century of Ripping Yarns and Wizard Wheezes og The Leather Nun & Other Incredibly Strange Comics. Han skriver derudover om tegneserier for aviser og tidsskrifter såsom The Guardian, The Times, The Independent, The Daily Telegraph, The Comics Journal, Comic Art, Comics International, Time Out, Blueprint, Neo, The Bookseller, Dazed & Confused, New Internationalist, Third Text, 9eme Art og The Jewish Quarterly.

Gravett fungerer ofte som tegneseriekonsulent for diverse britiske tv-stationer, og han medvirkede i dokumentarfilmen The Mindscape of Alan Moore.

Watchmen-tegner besøger København!

Dave Gibbons kommer til komiks.dkFå graphic novels har haft så stor betydning som Alan Moore og Dave Gibbons dekonstruktion af superheltemyten, Watchmen. Serien var med til at hive tegneserien ind i det gode, litterære selskab, og nu var superhelte pludselig også for voksne. Det er derfor med stor glæde, at Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk kan afsløre, at den britiske tegner Dave Gibbons lægger vejen forbi Øksnehallen d. 21.23. maj 2010.

Gibbons var i midten af 70erne blandt de oprindelige tegnere på det legendariske, britiske tegneserieblad 2000 AD. Hans bidrag til bladet inkluderer titler såsom Rogue Trooper, Judge Dredd, Dan Dare og en række af Alan Moores Future Shock historier. Han leverede også arbejde til Marvel UK og var blandt hovedbidragsyderne til tegneserien om den ikoniske, britiske Doctor Who karakter. Senere rettede Gibbons søgelyset imod det amerikanske marked, hvor han brød igennem med DC Comics serierne The Flash og Green Lantern. Det var også hos DC, at Gibbons atter arbejdede sammen med Alan Moore på Green Lantern historien  Mogo Doesn’t Socialize og Superman historien For the Man Who Has Everything.

I 1986 skabte Moore og Gibbons som nævnt et af 80ernes mest banebrydende og indflydelsesrige superheltetegneserier, Watchmen. Den 12 numre lange miniserie har i dag opnået klassikerstatus og er blevet hyldet som en af de bedste tegneserier og graphic novels nogensinde. I 2008 blev værket til en spillefilm. Watchmen dekonstruerer superheltemyten på en måde, der stadigvæk giver genlyd i superheltetegneserier den dag i dag. Ligeledes fungerer værket også som både som alternative history og en meta-tegneserie, der leger med genrens narrative struktur. Gibbons har også arbejdet sammen med en anden af 80ernes store legender, Frank Miller, på serien om Martha Washington.

Gibbons har også fungeret som forfatter på titler såsom Batman vs Predator og for nyligt på Green Lantern Corps. Gibbons var også både forfatter og tegner på den originale graphic novel, The Originals.

Who watches the watchmen, blev der spurgt i 1986, og nu får danske tegneserielæsere muligheden for at stille en af seriens skabere netop dette spørgsmål.

I svømmehallens dyb…

Forside til Smagen af KlorEt af de mest underholdende aspekter ved begrebet “graphic novels” er, at der ikke rigtigt er enighed om en definition af det. Nogle mener at en opsamling af Spider-man løshæfter kvalificerer sig som en graphic novel, blot fordi de er samlet i såkaldt bogform. Andre mener, at det er et højkulturelt og (i forhold til almindelige tegneserier for “pøblen”) overlegen viderudvikling af tegneseriemediet. Og så er vi straks ude i en værdikamp. Den skal vi ikke rode alt for meget rundt i her, da min pointe blot er, at en graphic novel kan være mange forskellige ting for mange forskellige mennesker.

Selv mener jeg, at man kan bruge begrebet til to praktiske formål: For formidleren (og butiksindehaveren) er det en måde at “narre” såkaldte voksne mennesker til at læse noget så underlødigt som en tegneserie uden at de rigtigt opdager, at det er det, de har gjort. Og for kunstneren og forfatteren (og velsagtens forlaget) er det en måde at signalere et vist kunstnerisk ambitionsniveau i et værk. Jeg synes ikke, at Spider-man særligt ofte kan kaldes graphic novels, men nu bevæger jeg mig faretruende tæt på den nævnte værdikamp, og det er stadigvæk ikke min mission.

Jeg har også hørt folk sige fjollede ting som at en graphic novel er en tegneserie med mere tekst i end i en normal tegneserie. Det giver vist ikke rigtigt mening. Det svarer til at skabe en særlig kategori for film, hvor de snakker meget. Og når man så kigger på Bastien Vivés graphic novel Smagen af Klor, der nu er udkommet på dansk, så falder den definition til jorden. Her formidles historiens indhold og karakterernes udvikling nemlig hovedsageligt igennem et mageløst grafisk udtryk med næsten ingen tekst til at hjælpe de knapt så visuelt tænkende læsere.

Scene fra Smagen af KlorSmagen af Klor er et værk for os, der godt kan lide at gå i svømmehallen (samt for folk, der føler sig irrationelt selvbevidste, når de skal optræde i badetøj, der jo er skridtet før Adam og Eva kostumet). Hovedpersonen udstråler så meget usikkerhed og manglende selvværd, at det halve kunne være nok. At en billed-googling så afslører, at han ligner bogens forfatter på en prik kan man så forstå, som man vil. Hovedpersonen kigger sig modløst i spejlet, før han begiver sig ud i svømmehallen, og han starter da også seancen med at få klor i øjnene. Et problem et par svømmebriller naturligvis løser senere i historien. Nævnes skal det også, at det ikke er hovedpersonens eget valg, at han skal stille sig selv til skue i en svømmehal, men derimod hans fysioterapeut. Så den frie vilje er sat ud af spil. Dog lysner tingene, da han møder en kvindelig svømmer, der også kommer i svømmehallen om onsdagen. Et kejtet forsøg på at gøre kur til hende begynder, og det bliver hurtigt klart, at hovedpersonen nok bliver nødt til at overkomme sin usikkerhed og mande sig op.

Det lyder ikke som om, der er meget historie i Smagen af Klor, og det sådan set også rigtigt nok. I hvert fald på overfladen. Vivés er dog blændende til at fange kropssprogets fine nuancer, og et tankeforløb visualiseres i en persons kropsholdning eller ansigtsudtryk. En svømmetur på 25 meter opsummerer en persons manglende tro på sig selv. Man kunne således blæse igennem værket på under ti minutter, men så ville man gå glip af selve historien. Luften imellem personer, de manglende ord og de store flader af ensartede farver fortæller mere end flere siders tekst kunne gøre det.

Bogens visuelle udtryk er det første, man lægger mærke til. Over vandoverfladen er karaktererne tegnet i et næsten stregagtigt udtryk (hvor intet sandsynligvis er overladt til tilfældighederne, men Vivés får det til at se let ud, det talentfulde skarn) med flot og enkel farvelægning. Under overfladen forsvinder stregerne dog, og mennesker bliver reduceret til malede former. Det er et enkelt, men såre effektivt udtryk, og svømmehallens endeløse rækker samt vandets uendelighed får vores hovedperson til at minde om en myre på et gulv.

Kærlighedshistorien er der næsten ikke, og det er det fine ved det. Signaler misfortolkes, chancer misses, og det hele flyder ligesom ud i sandet (eller rettere vandet). Dog undergår vores hovedperson en form for udvikling, og det er her, at rygraden i historien ligger gemt. Mest af alt er Smagen af Klor en lille, poetisk oplevelse, hvor i hvert fald denne læser ofte kunne nikke genkendende til flere af de følelser og usikkerheder, som hovedpersonen giver udtryk for. Interaktionerne imellem karaktererne er naturlige og troværdige, og der gemmer sig en slags ekstrem hverdagsrealisme neden under det stærkt stiliserede visuelle udtryk og den stilfærdigt poetiske historie.

Der er intet underlødigt ved Smagen af Klor, og værkets kunstneriske ambitionsniveau kan man heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, så jeg vover pelsen og kalder bogen for en vaskeægte graphic novel. Vivés vil noget mere og presser tegneseriemediets grafiske udtryk ud i en ny og uventet retning. Uden alt for megen tekst. Det er min påstand, at man i begrebet “graphic novel” skal tage ordet “graphic” ligeså alvorligt som ordet “novel”. Hvis det modsatte var tilfældet kunne man ligeså godt skrive en roman uden billeder som unødvendig støttepædagog. Tegneseriemediet er et grafisk medie, og det er Smagen af Klor et smukt eksempel på. Vivés anvender billeder, hvor det kan lade sig gøre, og tekst, hvor det er nødvendigt. Det er smukt i al sin velgennemtænkte enkelthed.

Smagen af Klor er en af de første graphic novel satsninger fra Forlaget Faraos Cigarer (jeg regner personligt Alan Moore og Eddie Campbells From Hell for en graphic novel), men jeg håber ikke, at det er den sidste. For det er herligt, at værker som dette også finder vej til de danske hylder.

Fakta om værket

Smagen af klor. Forlaget Faraos Cigarer, 2009. 128 sider i farver.

Skrevet og tegnet af Bastian Vivès

Se forlagets omtale af værket

Charles Burns til komiks.dk

Charles Burns, skaberen af Black Hole, kommer til komiks.dk i 2010Endnu en legende fra den uafhængige, amerikanske graphic novel-scene besøger København! Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit præsenterer Charles Burns på festivalen i 2010!

Det var et møde med tegneserielegenden Art Spiegelman, der gav Burns sit første gennembrud som tegneserieskaber. Han blev bedt om at yde bidrag til Spiegelmans Raw Magazine, hvilket blandt andet resulterede i historier som Big Baby og Dog Boy. Til Heavy Metal Magazine skabte han figuren El Borbah, der er en hybrid imellem en privatdetektiv og en mexicansk wrestler. Hovedparten af Burns’ tidlige arbejde er siden hen blevet opsamlet og kan stadigvæk fås den dag i dag. Det helt store gennembrud kom dog med hovedværket Black Hole, der udkom i serieformat fra 1994 til 2004. Værket blev senere samlet i en lettere redigeret udgave og blev udgivet af Fantagraphics Books. På dansk udkommer Black Hole på Forlaget Fahrenheit.

Af andet arbejde fra Burns kan nævnes den fotografiske kunstbog One Eye samt hans bidrag til den animerede, franske antologifilm Peur(s) du Noir. Burns skabte også coveret til Iggy Pops album Brick by Brick fra 1990.

Burns kombinerer klare linjer med stærke kontraster og skaber en stemning af skæv uhygge. Black Hole er ofte blevet sammenlignet med film af både David Lynch og David Cronenberg, men værket er på alle måder helt og aldeles originalt og unikt.

Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit er stolte over at kunne præsentere Charles Burns på Komiks.dk i 2010.

Amerikanske graphic novel superstjerner besøger København

Chris Ware - Daniel Clowes
Chris Ware og Daniel Clowes besøger komiks.dk i 2010

De amerikanske graphic novel –og undergrundslegender, Chris Ware og Daniel Clowes, besøger Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk d. 21-23 maj 2010.

Det gode, litterære selskab…

Graphic novels er moderne. Landets boghandlere og biblioteker bugner med litterære og ofte dybt personlige tegneserier for voksne læsere, og mediet ser endelig ud til at være kommet med i det gode, litterære selskab. Komiks.dk stræber efter at afspejle alle aspekter af tegneseriemediet og dets udvikling, og derfor har vi inviteret to af den amerikanske independent-tegneseries allerstørste navne til landet.

Daniel Clowes: Satire, fremmedgjorthed og 60er popkultur

Clowes er blandt de mest roste forfattere og tegnere inden for amerikansk indie –og undergrundstegneserier. Hans værker er kendetegnet ved en bidende satire, en følelse af fremmedgjorthed og ensomhed, en imponerende forståelse for de mørkere kroge af den menneskelige psykologi samt en fascination af pop-kultur fra 60erne. Clowes debuterede i 70erne og har siden udgivet titler såsom Pussey, David Boring, Like a Velvet Glove Cast in Iron, Lloyd Llewellyn og Ghost World, hvoraf de fleste først blev udgivet i Clowes’ egen antologi-serie Eightball. Clowes blev Oscarnomineret for manuskriptet til filmatiseringen af Ghost World og har siden leveret manuskript til filmen Art School Confidential baseret på en novelle fra Eightball. Han har også skabt web-tegneserien Mr. Wonderful.

Chris Ware: Sære formater, nye veje og klippe-ud-samlesæt

Ware debuterede i en Texansk universitetsavis i sen 80erne, men det var selvudgivet materiale, der fangede tegneserielegenden Art Spielgelmans opmærksomhed, hvorefter han inviterede Ware til at bidrage til antologiserien RAW. Efter at være blevet udgivet i flere aviser i Chicago, skabte Ware den dybt originale serie Acme Novelty Library hos Fantagraphics. Udgivet i en række forskellige formater skubber serien på mange måder til tegneseriemediets grænser og søger nye veje. Her så Wares graphic novel Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth også dagens lys. Historien om den lidt sørgelige taber, Jimmy, er en melankolsk og sort humoristisk, amerikansk familiesaga, der blander inspirationer fra den europæiske ligne claire stil med inspirationer hentet fra de traditionelle amerikanske avisstriber. Ware integrerer endda klippe-ud-samlesæt i tegneseriens historie.

Den kæntrede amerikanske drøm…

Både Clowes og Ware skriver dybt personlige og ofte rørende historier om det amerikanske samfunds mindre smigrende sider. Kommercialismen, superheltemyten, misforstået nostalgi og den kæntrede amerikanske drøm bliver taget under knapt så kærlig behandling i begge de to herrers arbejde. Vigtigst af alt er der tale om dybt litterære og komplekse værker, der nægter at indordne sig under den amerikanske mainstreamtegneseries regler og konventioner.

Komiks.dk er stolte over at kunne præsentere både Chris Ware og Daniel Clowes i 2010!

Om Komiks.dk

Komiks.dk er Danmarks internationale tegneseriefestival, som hvert andet år fejrer tegneseriemediet med et bredt udvalg af danske og udenlandske gæster fra tegneseriemiljøet. I 2010 løber festivalen af stablen den 21-23. maj i Øksnehallen.

Foreningen Komiks.dk blev stiftet i november 2003, og i november 2004 løb den første festival af stablen. Succesen blev fulgt op af festivaler i både 2006 og 2008. Komiks.dk er en non-profit forening, der ønsker at gøre festivalen til en tilbagevendende begivenhed i det danske kulturlandskab med henblik på at gøre tegneseriemediet mere synligt for den danske befolkning samt at styrke det kreative miljø i den danske tegneseriebranche.

Man kan besøge os på Internettet på: www.komiks.dk.

Rene linjer og kaotiske streger: David Mazzucchellis Asterios Polyp

Coveret til Mazzucchellis Asterios PolypDen gennemsnitlige karriere for en tegneserieskaber foregår nogenlunde således: Man starter med at lave nogle mindre undergrundsting, der fører til enten en graphic novel eller en såkaldt creator owned titel på et mindre forlag. Derefter bliver man opdaget at et større forlag og ender måske med at tegne eller skrive superhelte for Marvel eller DC, imens man desperat – og mere og mere sjældent – klemmer mere personlige projekter ind imellem de bestilte opgaver.

Sådan gik det ikke for David Mazzucchelli. Han startede karrieren med at skrive kung fu tegneserier og brød igennem med samarbejdet med Frank Miller på Daredevil historien Born Again, der nok må regnes for den definerende historie om den blinde superhelt. Samarbejdet med Miller fortsatte på klassikeren Batman: Year One, og så var banen i den grad kridtet op for Mazzucchellis invasion af den amerikanske mainstreamtegneserie.

Men Mazzuchelli havde større fisk at stege. I 1994 var Mazzuchelli med til at omsætte Paul Austers korte roman By af Glas til graphic novel form, hvilket lød som et vanvittigt projekt, der var dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre er det et glimrende værk, der på mange måder ikke blot fortolker Austers bog, men supplerer den. Mazzucchellis effektive streg fra mainstream værkerne blev skåret helt ind til benet og forenklet, men hvad der blev ofret i detaljer blev vundet i tyngde og præcision. Ligesom Austers sprog er komplekst i al sin enkelhed, således også Mazzucchellis streg.

Scene fra Asterios polypFemten år senere er Mazzucchelli nu klar med sin helt egen graphic novel, og den har i allerhøjeste grad været de femten års slid og ventetid værd. Før jeg satte mig ned for at skrive denne ydmyge tekst læste jeg bogen igennem to gange. Jeg begyndte i bogstaveligste forstand forfra samme aften, som jeg var blevet færdig. Eller rettere, færdig med første gennemlæsning. For helt færdig blev jeg langt fra. Bogen er fyldt til randen med betydninger, billedsymbolik og flere lag end en hel sæk fyldt med løg. Det gik også op for mig, at der er flere måder at anmelde den på og at en anmeldelse af dette værk er næsten umulig uden en personlig vinkel. Hvilket netop er et af bogens temaer og pointer, men det kommer jeg til senere.

Med andre ord: Skabelsen af denne tekst er en del af min personlige oplevelse af værket og forståelsen af samme. Jeg håber blot, at teksten vil være brugbar for andre mennesker end mig selv, og jeg undskylder på forhånd, hvis det ikke er tilfældet.

Asterios møder sin udkårneLigesom bogen hedder hovedpersonen Asterios Polyp. Han burde have været en tvilling, men hans bror døde ved fødslen, hvilket måske er årsagen til, at han konsekvent anskuer verden som en endeløs række af modsætninger: Liv og død. Kærlighed og had. Lys og mørke. De valg, vi træffer, er blot punkter på en linje imellem disse modsætninger. Han afviser konstant andre verdensanskuelser og er i det hele taget næsten frustrerende arrogant. Hans valgte profession er arkitekt, men han har aldrig tegnet noget, der er blevet bygget. Han underviser derimod i arkitektur på universitet og beskæftiger sig kun teoretisk med sit fag. Så det er altså historien om et lettere irriterende menneske, men det er også en kærlighedshistorie. Asterios’ udkårne er den blide Hana, der har levet hele sit liv fra sidelinjen og ude af spotlightet. Derfor indtager hun uden problemer sin plads i Asterios’ skygge. Den langt fra lineære historie starter efter alting er gået galt. Asterios sidder i sin lejlighed og er i den grad forsumpet. Lynet slår ned, og hans hjem forsvinder i en ildebrand. Med sine sidste penge køber han en billet ud af byen og forsvinder. En ny Asterios fødes ganske langsomt i løbet af bogen, og der leges hele tiden med, om han i virkeligheden har levet sin tvillings liv og ikke sit eget. Det er tunge sager, men fortalt med en let og kontrolleret hånd.

Plottet og det intellektuelle miljø, der langsomt rives ned, er genkendeligt for enhver, der har læst en roman af Paul Auster. Det er tydeligt, at Mazzucchelli har været rundt om Austers forfatterskab i skabelsen af By af Glas (faktisk er en figur i en af Austers romaner opkaldt efter Mazzucchelli), og det var nok en af de ting, der får Asterios Polyp til at gå rent ind hos mig. Jeg er nemlig kæmpe Auster fan. Asterios må langsomt indse, at han ikke selv er herre over alt i sit liv, at han ikke har svaret på alt, og at han selv bærer skylden for mange af de skidte ting, der er sket i hans liv. En rigtig austersk udvikling for en hovedperson. Mazzucchelli er præcis og nøjsom i sine personkarakteristikker, og ikke en eneste tone er falsk i skildringen af persongalleriet. Asterios udvikling er logisk og velgennemtænkt.

Mazzucchelli udfordrer mediet i Asterios PolypPå den grafiske side er der heller ikke noget, der er overladt til tilfældighederne. Mazzucchelli bøjer tegneseriemediet og rykker det i uventede retninger i sin histories tjeneste. Man fristes til at kalde bogen for eksperimenterende, men dertil er den nu alligevel for velovervejet. Et eksempel: Asterios møder sin kommende kone, Hana, til en fest. Mazzucchelli skildrer, hvordan hvert enkelt menneskes verdensbillede og perception er forskellig og ofte gør kommunikation næsten umulig, ved at tegne alle de festende mennesker på forskellige, grafiske måder. Nogle er skraverede andre er nærmest abstrakte. Hana er tegnet med næsten skitseagtige, røde streger. Varm og naturligt kaotisk. Asterois er tegnet med kolde, blå streger og ligner mest af alt en arkitekttegning uden plads til fortolkning. Som han siger: Alt, der ikke har et praktisk formål, er blot pynt. Det er altså to vidt forskellige mennesker, der mødes, men i løbet af samtalen begynder de to tegnestile af flyde sammen og blive et. Da de to senere i bogen har et skænderi skiller de to stilarter sig fra hinanden igen, og kommunikation bliver mere og mere umulig. Dette kunne sagtens have været et prætentiøst greb, hvis eneste formål var at bevise, at bogen altså var KUNST og ikke ”bare” en tegneserie. Men sådan føles det ikke. Det grafiske udtryk og dets virkemidler fortæller det usagte, og ofte er det usagte der, hvor den egentlige historie ligger. Mazzucchelli er blevet en mageløs visuel fortæller.

Personkarakteristikkerne begrænser sig dog ikke til den måde, hvorpå personerne er tegnet, men breder sig også til de miljøer, de færdes i. Asterios’ lejlighed er fyldt med rette vinkler og linjer, den familie, han bor hos efter branden, bor i et varmt hjem med masser af pyntegenstande og puder, og Hana introducerer et rundt, asymetrisk bord i Asterios’ lejlighed ved forholdets start. Hendes miljø efterlader et mærke på hans. Igen er der intet, der er tilfældigt i Mazzucchellis fortælling. Ethvert ansigtsudtryk, kropsholdning, genstand eller mangel på samme fortæller sin lille del af historien.

Asterios oplever verden som et ordnet og logisk opbygget sted og således også tilværelsen. Hans forståelse må nødvendigvis være den rigtige, og så må alle andre, inklusiv Hana, vige. Men bogen stiller spørgsmålet: Er vores opfattelse af verden blot en forlængelse af vores jeg? Ser vi alting igennem et filter? For så er der en fare for, at dette filter og denne verdensforståelse gør kommunikation nærmest umulig. Især når man er så stædig som vores hovedperson. Det viser sig dog, at der rigtigt mange ting, som selv Asterios ikke er herre over. Lyn fra en klar himmel og himmellegemer er uden for ethvert menneskes kontrol.

Nu er der så altså også en fare for, at jeg har læst Asterios Polyp igennem et bestemt filter, der er en forlængelse af mig selv og mine litterære interesser. Det skal jeg ikke kunne afvise, men jeg har valgt at acceptere det og tage højde for det ved at skrive følgende sætning: Læs bogen selv og find din egen vinkel på den. Du vil ikke fortryde det!

Det er overvældende suverænt. Og hvis der kommer en bedre tegneserie i år, så falder jeg død om af forbavselse. Mazzucchelli har med denne bog sat sig ved siden af giganter som Chris Ware, Marjane Satrapi, David B. og sågar Will Eisner. Det kan godt være, at det er mig, der er grøn bag ørerne, men jeg føler at tegneserien og graphic novels har fået et herligt spark i den rigtige retning med denne bog, og jeg kunne sådan set blive ved med at skrive om den i en uendelighed, men det vil jeg ikke gøre. Selvom en anmeldelse ikke har en naturlig afslutning, så skal den jo ende på et eller andet tidspunkt. Og det bliver så her.

Fakta om værket

Asterios Polyp. Pantheon Graphic Novels, 2009. 344 sider i farver. ISBN 0307377326

Tegnet og skrevet af David Mazzuccelli

En jærv med knapt så skarpe kløer

Persongalleriet i Wolverine
Da Bryan Singer i starten af årtusindet søsatte X-Men som filmserie, var det til stor fryd for de fleste superheltefans. Endelig var der en instruktør, der turde tage genren alvorligt og rent faktisk bruge den til noget. Singer tog mange friheder med forlægget, men tematikken var intakt, og det var mere, end man normalt var vant til fra superheltefilm. Der er dog sket meget siden, og både Iron Man og The Dark Knight har sat nye standarder for genren, og i dag er det måske lidt sværere at sluge at en figur som Rogue er forvandlet til en tudende teenager eller at Storm har mindre karisma end en gennemsnitlig sten.

X-Men serien døde kvalitetesmæssigt med den forfærdelige tredje film i serien. Nu er det ikke meningen, at den film skal anmeldes her, så lad mig bare nøjes med at sige, at det var en seriøs stinker med en både tam og overfyldt historie, overfladiske personkarakteristikker og kedelige action-scener. Af selv samme grund var det også med noget lavere forventninger, at jeg satte mig i biografsædet i Imperial for at se X-Men Origins: Wolverine (sikke dog en dum og irriterende titel). Der havde været historier om indblanding fra filmstudiet, og når man som rigtig Marvel-kender ved, at det var selv samme studie, der forvandlede verdensæderen og naturkraften Galactus til en næsten harmløs sky og gangsterkongen Kingpin til en gangsta from da hood, så var man allerede på vagt.

WolverineWolverine er dog ikke nogen X-Men 3. Så galt går det aldrig. Filmen er dummere end dum, men den er også sært underholdende. På engelsk ville man kalde det en “guilty pleasure”. På mange måder minder filmen mig om action-film fra 80erne, og det kan man så vælge at se som enten en god eller en dårlig ting.
Der er som bekendt tale om en oprindelseshistorie. Alle Wolverines hemmeligheder, der ellers altid har været blandt figurens definerende træk, hives frem i dagens lys. Vi finder først ud af, at han er rigtigt gammel og har kæmpet i alle amerikanske krige siden Borgerkrigen. Hvorfor? Ingen anelse, da manden trods alt er canadier, men måske kan han bare virkelig godt lide at slås? Hvem ved. I hvert fald bruger filmen ikke tid på det, da den skal hastigt videre. Vi møder en række andre mutanter, som Wolverine kæmper side om side med, indtil han får dårlig samvittighed og skrider. I et snuptag er der gået seks år, og Wolverine bor i fred og fordragelighed på et bjerg sammen med en kvinde. Det går der tre scener med, og så er det hastigt videre. Filmen skal trods alt helst nå frem til sit klimaks. Og helst i tide. Det går rigtigt stærkt i første halvdel af filmen, og det er meget tydeligt, at det i virkeligheden kun handler om at nå frem til anden halvdel. Og det er også fint nok, for den starter med et brag og fortsætter sådan. Det betyder dog også, at man intet føler for nogen af personerne på noget som helst tidspunkt.

Hugh Jackman i WolverineJeg vil godt give Hugh Jackman et par venlige ord med på vejen. Han er god i rollen som filmudgaven af Wolverine (der som bekendt er en noget dresseret udgave af den klassiske tegneseriefigur), og hans karisma bærer store dele af filmen. Det kvindelige publikum burde også være i stand til at nyde filmen.

Kernen i filmen er forholdet imellem Logan og hans bror Victor, også kendt som Sabretooth (der i Liev Schreibers diabolske form er milevidt fra den umælende, næsten retarderede wrestler fra den første X-Men film, men det gør ikke noget, da det er en klar forbedring i forhold til Singers film), og det fungerer overraskende godt. Schreiber er en god skuespiller og en god skurk. Man kan ikke helt sige det samme om Danny Hustons William Stryker. Huston er en virkelig god skuespiller, men desværre er Stryker en noget tam skurk. Måske mest fordi han opfører sig så bizart dumt, at man har svært ved at tage ham alvorligt (hans hemmelige våben imod Wolverine er adamantiumkugler… helt hvordan, DET giver mening, forstår jeg ikke). Jeg har sjældent set en skurk, der i den grad skaber sine egne problemer, og det bliver næsten grinagtigt. Det sjoveste er dog den måde, hvorpå Wolverine erhverver sig sit famøse hukommelsestab. Det virker næsten som om, at forfatteren havde glemt det et langt stykke hen ad vejen. For gennemtænkt er det dælme ikke.

Men her har jeg også fat i det, der ender med at gøre filmen ret underholdende alligevel: Hvis man vælger at trække på skulderen, efterlade hjernen i døren og simpelthen nyde filmen som en voldsomt dum actionfilm af den gode gammeldags slags, så er man i fint selskab. Filmen om Wolverine er ikke så meget en farlig jærv, som den er en dum, lille hund, man ikke kan lade være med at holde lidt af alligevel. Det er dog meget tydeligt, at det er en film i en serie, der blev skabt før Nolans Batman film samt Raimis Spider-man og Favreaus Iron Man. I dag har man som superheltefan vænnet sig til en hvis grad af loyalitet over for oplægget. Den fesne filmatisering af Watchmen led ligefrem under, at den var FOR trofast visse steder. Når Wolverine så lader vores allesammens yndligsmær, Emma Frost, være en blanding imellem en cheerleader og en disco-kugle uden det mindste spor af mentale kræfter, så bliver det lidt irriterende.

X-Men Origins: Wolverine fungerer dog på sine egne præmisser. Hvis man altså går ud fra, at præmissen var at lave en dum, men underholdende action-basker i klassisk stil. Kun dårlig CGI minder os om, at det faktisk er en moderne film, vi ser. På kun 9 år er X-Men serien altså gået fra at være det vildeste inden for superheltefilm til faktisk at se lidt gammeldags ud.

Sådan kan det gå.

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender

Plakat til The SpiritOkay, Frank Miller… denne gang er det personligt! Jeg har rystet på hovedet af dig flere gange i det sidste årti, men har alligevel både lukket øjnene og set den anden vej over for blandt andet din grusomme behandling af Nattens Ridder i All Star Batman and Robin. Men nu bør der sættes en stopper for det! The Spirit er årets værste film, og det er DIN skyld!

Hvis man er gammel tegneserie-fan, så ved man, at [[Frank Miller (f. 1957)|Frank Miller]]s navn var lig med det rene guld i 80erne. Man kunne simpelthen ikke forestille sig, at han kunne lave andet end originale, grafisk interessante historier, ofte inden for neo-noir genren. [[Nattens ridder vender tilbage]] er en milepæl i tegneseriehistorien, og Batman Year One og diverse andre titler var alle med til at gøre tegneserien voksen og lødig. Personligt har denne anmelder en særlig plads i hjertet reserveret til Millers [[Daredevil]], der jo som bekendt havde historien om Elektra som en rød tråd løbende igennem herlighederne. Det var virkeligt godt skrevet og vidunderligt tegnet. Tegneserier var ikke kun for børn længere.

Millers aftryk og indflydelse kan ses på mangen en moderne tegneserie og tegneseriefilmatisering, og således var det nok helt umuligt at forestille sig 2008s helt store sejr med filmen om The Dark Knight uden Frank Millers værker som de giganter, der gerne lagde skuldre til instruktøren Christopher Nolan og resten af filmholdet. I 2008 blev altså også tegneseriefilmatiseringen voksen. Selv urimeligt underholdende og generelt set befriende fjollede film som [[Iron Man]] tog deres emne alvorligt, og det var herligt at se på.

Tilbage til stenalderen

"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...
"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...

Hvor ironisk er det så, at selv samme filmår i det amerikanske sluttede med Frank Millers såkaldte filmatisering af Will Eisners klassiske og banebrydende tegneserie om The Spirit? Det lykkes nemlig Miller at banke genren (hvis man kan kalde den det) helt tilbage til stenalderen, hvilket i tegneseriefilmatiseringens historie er lig med 80er filmen om Howard the Duck. Ja, det er rigtigt: Jeg har lige sammenlignet The Spirit med Howard the Duck filmen.

Men i objektivitetens navn vil det måske være retfærdigt at tale om Millers film på dens egne præmisser. Hvor umuligt det end lyder, vil jeg prøve at glemme Eisners tegneserie i et kort øjeblik og udelukkende tale om filmen som film. Hvilket dog er en rigtigt dårlig ide, da den heller ikke som sådan har ret meget at byde på. Den starter sin tåbelige historie midt i plottet, hvilket sagtens kan fungere i en god film. Det gør det ikke her. Og da Miller få minutter senere hopper en anelse tilbage i tid for at vise os, hvad der virkeligt skete… ja, så gør det desværre ikke tilskuerne ret meget klogere. Men Miller bruger uendeligt lang tid på det første set-piece, der vistnok foregår ved havnen. Det er ikke helt til at vide, da kulisserne (eller manglen på samme) ikke rigtigt afslører noget. Der er ikke nogen fornemmelse for tid og rum i åbningsscenen, eller i filmen for den sags skyld.

Efter den første slåskamp, der tydeligvis forsøger at genskabe den looney toones-agtige humor, som Eisner (hvis forlæg vi er i gang med at ignorere) brugte i sin noget mere kulørte tegneserie, bliver der snakket i en uendelighed om ikke særligt meget. Den tegnefilms-agtige slåskamp føles aldeles påtaget og det skurrer slemt imod dialogens tough guy talk, der forsøger at lyde som Raymond Chandler, men i stedet ender med at lyde som det rene ingenting. Dialogen kører i ring, scener varer alt for længe og handler om alt for lidt, og det virker som om, at alt er filmet i mere eller mindre uplanlagte one-takes. Allerede i første scene er det tydeligt, at Samuel L. Jacksons skurk, The Octopus, er uden substans og nærmest skandaløst dårligt spillet. Han ævler kontant løs om æg, og jeg har helt ærligt ikke helt forstået hvorfor.

spirit-posters3Den her anmeldelse har allerede været for lang, og vi er kun nået til første scene. Men det gør nu ikke så meget, da så godt som alle filmens (mange, mange, MANGE) problemer er tilstede i de første ti minutter: Et plot, der ikke giver mening, indholdsløst dialog uden bid, horribelt skuespil fra alle involverede, en visuel stil stjålet fra Miller selv samt en instruktør, der åbenbart ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man skaber narrativ fremdrift i en film. Eller hvordan man instruerer actions-scener. Det er ganske forfærdeligt. Derudover er historien om The Spirits barndomskæreste, der nu er på den anden side af loven, stjålet fra Millers egen Daredevil tegneserie. Hvor fantasiløs har man lov til at være, spørger jeg bare?

Filmens store gimmick er naturligvis den visuelle stil, der på alle måder er en gentagelse af Robert Rodriguez’ filmiske oversættelse af Millers eget udtryk fra tegneserien om Sin City. Miller stjæler med andre ord også her fra sig selv og tvinger sit eget udtryk (eller mangel på samme) ned over en historie, det ikke passer til. Det er et af de bedste eksempler på, hvordan en egocentrisk instruktør kan forråde sin egen film, jeg nogensinde har set. Hvorfor Miller ikke bare kastede sig over Sin City 2 i stedet for at sparke til stakkels Will Eisner, er mig en gåde. Hvor stilen var spændende og nyskabende i Sin City, virker den her fortærsket og påtaget.

Normalt fremhæver man en films bedste skuespillerpræstationer i en anmeldelse. Det er dog ikke helt muligt i den her film, så i stedet vil jeg atter engang fremhæve Samuel L. Jackson, der spiller så dårligt, at man knapt nok kan huske dengang, man syntes han var cool. Det var vist i en Quentin Tarantino film for rigtigt længe siden. Nu er han (ligesom Miller) både en parodi på sig selv og en skygge af sit tidligere jeg. Fremhæves skal også Scarlett Johansson, der spiller som var hun med i en skoleopsætning af en dårlig krimi. Fuldstændigt uden timing og variation. Værst er dog Sopranos og 24 Timer veteranen Louis Lombardi, der spiller en række kloner, som Octopus bruger som håndlangere. Måske er det Millers manuskript og instruktions skyld, at Lombardi er så forfærdelig, men det ændrer altså ikke på, at disse kloner er det allerværste ved en allerede forfærdelig film.

Og netop disse kloner bringer os til min endelige pointe: Filmen har absolut ingenting med Eisners tegneserie at gøre. Personerne hedder det samme, Miller har forsøgt at tvinge (vanvittigt mislykket) slap-stick ned over filmen, men derudover er det svært at se, hvor Eisner gemmer sig i denne film. Udover klonerne har Miller også givet Spirit en mobiltelefon, der snakkes om internettet, og snigskytterne har lasersigte på deres rifler. Det er den mest unødvendige opdatering, jeg nogensinde har set i en film, og det er så selvbevidst gjort, at man næsten får dårlige mave af det.

Will Eisners The Spirit på vej hen til Frank Millers hus
The Spirit på vej hen til Frank Millers hus

Miller har altid været en stor fan af Will Eisner, hvis storbystegninger har inspireret så mange af hans egne tegneserier. Hensigten med filmen har sandsynligvis været at hylde Eisner ved at føre hans tegneserie op til vores nutid og gøre den relevant og tilgængelig for et mainstream publikum, men det er som sagt noget af en bjørnetjeneste, Miller her har gjort Eisner.

Burde vide bedre

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender. Og jeg føler mig faktisk næsten personligt krænket af denne film. Som tegneserie-fan føler jeg mig talt ned til og hånet. Nogle af de mere positive anmeldelser, jeg har set af denne film, fremhæver filmens tegnefilmsagtige stil og hævder, at tegneserie-fans vil elske den. Men der tager de altså fejl! Filmen ser tegneserie-agtig ud på en måde, der får en til at tro, at instruktøren aldrig har læst en tegneserie i sit liv. Det er overfladisk, billigt og påtaget. Og det ville næsten være til at tilgive, hvis Frank Miller altså ikke havde skrevet og tegnet nogle af 80ernes bedste tegneserier. Han burde vide bedre!

Jeg skal dog gerne indrømme, at jeg ikke kedede mig i de 103 minutter, filmen varede. Jeg var nærmest hypnotiseret af dens rædderlighed og det tæppe-bombardement af dårlige, kunstneriske valg, der voldtog mine stakkels øjne på biograflærredet. Det er en fascinerende film, hvis man har smag for det helt forfærdelige. Men har man ikke det, så vil jeg klart anbefale, at man holder sig væk. Der var klar uenighed i den gruppe, jeg var inde at se filmen med, om den nu faktisk var så dårlig, at den var god, eller om den blot var så dårlig, at den ikke fortjener at leve. Det spørgsmål vil jeg lade stå åbent.

Men Frank Millers The Spirit er en forbrydelse imod menneskeheden. Og imod Will Eisner. Og så sandelig også imod den legende, som Frank Miller kunne have været blevet.