Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Spider-Man nummer 370

Spider-Man nummer 370 Så fik vi den første af de store begivenheder i Civil War der i hvert fald for et stykke tid vil ændre en hel del på det Marvel univers vi kender. I USA er man allerede ved at geare op til den næste store begivenhed i Spider-Mans liv som kommer til at ske i den historie der hedder “One more day”, men herhjemme er hans fans nok stadigt ved at tygge på nyheden om at Peter Parker nu har afsløret sin identitet for resten af verden.

Egentlig er det jo en ret alvorlig sag det Peter Parker gør, men det leder til en del komiske situationer, både J. Jonah Jamesons reaktion på nyheden og ikke mindst den efterfølgende telefonsamtale Peter har med MJ og tante May i den ene mobiltelefon mens Reed og Sue Richards er på den anden telefon. Der har nok været et par stykker der har kigget underligt efter mig i S-toget, for jeg morede mig kongeligt over tante Mays bekymring over hvorvidt Peter nu var årsag til et skænderi mellem Sue og Reed, som jo er sådan et pænt par.

Bemærk i øvrigt hvor mange gange i løbet af nummeret der bliver refereret til at Peter må ud og kaste op af nervøsitet før sin pressekonference. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om Mark Millar lader sin egen virkelighed skinne igennem, men i så fald skulle det være et nummer tidligere end beregnet. Der skete nemlig det kort før at Marvel startede på Civil War at Millar blev diagnosticeret med Chrons sygdom, som kræver at man slapper af og tager det roligt. I stedet tog Millar jo så fat på det mest omfattende og stressende job man overhovedet kan tænke sig som hovedarkitekt på Civil War. Da man nåede frem til det fjerde nummer var tingene blevet så slemme at Millar måtte på hospitalet, og som han for nyligt udtalte i et interview med Brian Michael Bendis i Wizard, så er hans erindringer om Civl War mest noget med at kaste op i en spand og så vende tilbage til notaterne omkring historien, se det er dedikation til sit arbejde.

Ud over Spider-Man selv, så byder nummer 370 også på de første konfrontationer mellem Iron Man og Captain Americas gruppe som kalder sig Secret Avengers. Navnet peger jo tilbage til den gruppe som både Iron Man og Captain America var medlemmer af igennem mange år, men ud over Secret Avengers når vi også at få set lidt til en anden gruppe Avengers, nemlig Young Avengers som såvidt jeg ved er et ubeskrevet blad i de danske udgivelser, mens Avengers har været udgivet sporadisk på dansk tidligere, senest med New Avengers serien. Men i stedet for at gå i detaljer omkring de forskellige udgaver af Avengers her, vil jeg i stedet opfordre læserne til at checke ind på Tegneseriesiden senere på ugen hvor jeg gerne skulle være parat med en længere baggrundsartikel.

Preview fra ASMNu er Spider-Man jo figuren der om nogen er skabt til at unge mennesker kan identificere sig med helten. Han er i bund og grund skabt som en almindelig teenager, ikke en millionær som Bruce Wayne, ikke et væsen fra rummet som Superman, men som et almindeligt menneske med almindelige problemer, men på samme tid med store forpligtigelser som superhelt på grund af sine kræfter. Marvels Joe Quesada har jo allerede flere gange været ude med riven og nævnt at han syntes det var forkert at man lod Peter Parker blive voksen og gifte sig med MJ, fordi det fjernede de ting fra figuren som gjorde at man kunne identificere sig med den. Hvad sker der så nu hvor Peter Parker har afsløret sig selv som Spider-Man, er der stadigt noget tilbage at identificere sig med? Det er hvad man forsøger at udforske i “Min neturfagslærer er Spider-Man!!” som er den anden historie i bladet, en slags mellemspil der er lidt nede på jorden mellem de store begivenheder i de to Civil War historier.

Jordan Harrison er en elev på de gymnasie hvor Peter Parker underviser, og historien følger hans genvordigheder i dagene omkring afsløringen af Spider-Mans identitet. Han har egentlig nok at slås med, hvis man ser verden med teenager-øjne, for dels er han lun på sin biologi-makker Madeline, dels er han bekymret for sine fremtidsplaner med at specialisere sig i biologi og blæksprutter. Ved skæbnens ironi dukker Doctor Octavius imidlertid op og gør tingene meget værre. Men egentlig er det ikke så meget Doctor Octopus som Otto Octavius der dukker op for ligesom J. Jonah Jameson at give sit besyv med omkring afsløringen af Spider-Mans identitet, og i betragtning af at den kære doktor på et tidspunkt var ganske nært knyttet til tante May kan man måske ikke fortænke ham i at føle sig holdt en anelse for nar. Historien slutter meget amerikansk, og hvor man måske havde tænkt sig at fortælle en historie der skulle underbygge at Peter Parker havde truffet det rette valg, så ender det stadigt med at virke mest som en påstand.

Sidste historie dækker to aspekter, først får vi en forklaring på hvor X-Men står i hele sagen omkring registrering. Ikke overraskende har Emma Frost ikke det store til overs for Tony Starks initiativ, mutanter har jo i forvejen dårlige erfaringer med lovgivning omkring registrering, og Iron Man og de øvrige helte var jo ikke just ved at falde over hinanden for at hjælpe det sønderbombede Genosha hvor Emma havde etablere sin skole. Lidt mere overraskende er det måske at det antydes at de to muligvis har haft et forhold tidligere. Egentlig siger det en del om Tony Starks kynsme at han bringer det på bane i situationen, men på den anden side ville det ikke undre hvis Emma Frost selv har benyttet sig af situationen til at liste et par gode designs ud af Iron Mans hjerne.

Derefter er der lagt op til en af de helt store scener med slagsmål igen, og ikke mindst den mest overraskende entre på allersidste side i bladet. Da de danske læsere oven i købet ikke har fået den historie der blev bragt som optakt i Fantstic Four # 536-537 så burde overraskelsen være total. Men snakken om hvem der dukker op og hvad der er tale om med det mystiske “42” som Reed Richards har gang i, må vente helt til oktober måned, for næste nummer af Spider-Man og dermed også Civil War sagaen kommer først 4/10. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Marvel 1602: Fantastick Four

Læsere der har fulgt mine anmeldelser andetsteds vil vide at jeg er ovenud begejstret for Neil Gaimans oprindelige 1602 historie, mens min begejstring for den efterfølgende Spider-Man historie var betydelig mere afdæmpet. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at købe flere bind i serien, men under indtryk af den nye Fantastic Four film røg jeg ud i et større indkøb og pludselig stod jeg med Peter David og Pascal Alixe’s forsøg på at genfortælle FF i hånden.

At der fandtes et Fantastic Four i Neil Gaimans 1602 univers blev allerede slået fast i den oprindelige historie hvor den blinde Matthew synger sin sang om hvad der skete med de fire passagerer på skibet Fantastic, så derfor gør “Fantastic Four” heller ikke noget ud af at præsentere end oprindelseshistorie til sine hovedpersoner, men springer rask ud i selve handlingen. I stedet får vi lejlighed til at stifte bekendtskab med 1602 udgaven af en anden gruppe som Fantastic Four har kæmpet mod i flere gange i deres karriere, Frightful Four.Gruppen bestod oprindeligt af Trapster og Sandman, der på en springtur fra fængslet slog pjalterne sammen med The Wizard. Gruppens fjerde medlem Madam Medusa var derimod ikke som sådan en skurk, hun var egentlig en af Inhumans og hustru til Black Bolt, men et hukommelsestab gjorde at hun vandrede forvildet rundt i middelhavsområdet. Det var her at The Wizard fandt hende og i taknemmelighed over at være blevet reddet sluttede hun sig til ham indtil hendes hukommelse vendte tilbage.

Fantasctick Four, verdens endeEfter sigende skulle disse alternative fire, trods det at vi befinder os i tiden efter Magellans rejse, have sejlet ud over verdens kant og have opdaget en by ulig noget andet, med videnskab der langt overstiger hvad 1602 universet ellers kan byde på. Dette vækker selvfølgelig opmærksomhed hos Latverias hersker, den tidligere så smukke Otto von Doom, som leder efter en måde at genskabe sit ødelagte udseende. Og ganske som i den normale Marvel verden så kan Dooms planer ikke undgå at involvere vore fire helte som ellers er optaget af andre gøremål, Sue og Reed venter deres første barn, mens Ben og Johnny har slået sig på skuespillet i selskab med en vis forfatter ved navn William Shakespeare.

Brugen af Shakespeare som en bifigur i historien virker lige ved første øjekast lidt plat, selv om han passer ind i tidsalderen – han levede fra 1564 til 1616, og hans stykke “The merry wifes of Windsor” faktisk blev skrevet i 1602. På den anden side, så må man jo sige at Shakespeare om nogen jo har været en inspiration for både Stan Lee og flere efterfølgende forfattere hos Marvel, så måske er det kun rimeligt at han også får lidt tid på scenen. Det er dog ikke et særligt flatterende portræt af den gamle mester som Peter David serverer, faktisk bruger han mest Will til at lege med de to stadigt cirkulerende myter at det slet ikke er Shakespeare selv der har skrevet alle værkerne men derimod enten hans kone eller Francis Bacon, men ganske morsomt er det.

Ligesom Alan Davis i “Fantastic Four: the end”, så tager Peter David fat i den indre konflikt i Reed Richards, som på en gang er en videnskabens og rationalitetens mand, men som på samme tid er en eventyrer der må stå ansigt til ansigt med fænomener som hans fantastiske intellekt ikke helt kan forklare. Richards holder stædigt fat på sin videnskabelighed, og vender Arthur C. Clarkes tredie lov “Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic” på hovedet og stædigt fastholder at alt hvad han oplever simpelthen er grundet i en videnskab der for øjeblikket er for avanceret til at han kan forklare den. Og ganske som Alan Davis, så har Peter David ikke helt tænkt sig at lade ham slippe afsted så let, for som barden jo selv udtrykte det “There exists more between heaven and earth, Horatio, than is dreamt of in one single philiosophy.”.

Fantastic FourDet kommer der en god historie ud af, med en klassisk von Doom og et eventyr ved verdens grænse hvor man møder en anden klassisk figur kendt fra vore fire heltes nutidige eventyr. Desværre er der så også en bagside ved Fantastick Four og det er tegningerne af Pascal Alixe. Allerede når man ser omslaget til bogen og tænker “det var da sjovt, er Dr. Strange blevet leder af Fantastic Four i den verden”, for efter nogen granskning at finde ud af at der er tale om en meget langskægget udgave af Reed Richards.

I det store hele går det fint for Alixe så længe han holder sig til større scenarier, men når han begynder at tegne personer og ansigter i nærbillede går det galt. Desværre har Alixe et forhold til at lægge skygger ved hjælp af skraveringer som vist nærmest kan beskrives som “jeg gider ikke det her hårde arbejde, så nu slår jeg et par streger og så må folk tænke sig til resten”. Det betyder desværre at det ofte er svært at fastslå om personernes ansigter er henlagt i skygger eller vansiret af mange ar. Når man husker Andy Kuberts fremragende tegninger til den første historie og Greg Tocchinis udmærkede opfølgning i 1602 udgaven af Spider-Man, så er det noget der skæmmer den ellers gode historie. Men kan man abstrahere fra de til tider dårlige tegninger, så er denne trade paperback ganske god underholdning, kan man ikke det og er lidt mere kynisk af sind vil man nok sige at vi nu har fået to gange mellemvare som opfølgere til Gaiman og Kuberts oprindelige mesterværk, og måske var det på tide at lade 1602 universet hvile sig indtil de oprindelige skabere havde tid til at fortsætte deres værk.

Fantastic Four – The End

Fantastic Four The EndSom mangeårig læser af Marvels tegneserier har man lært at få et eget filosofisk forhold til døden. Da Jim Starlin i 70’erne slog Adam Warlock og Captain Marvel ihjel var det noget grænseoverskridende indenfor genren. Selv da Claremont og Byrne i 80’erne lod Jean Grey/Phoenix dø var det stadigt kontroversielt og man havde faktisk en alternativ slutning klar som for nogen år siden kunne læse i Wizards Masterpiece udgivelse. Men siden da begyndte der at gå inflation i tingene, helte døde og genopstod i en lind strøm og indgangen til dødsriget begyndte at ligne Nørreport station i myldretiden.

Måske er det derfor at striben af “The End” udgivelser fra Marvel ikke tager sin titel helt bogstaveligt og skildrer heltenes død, men snarere deres eventyr i en fjern fremtid nær noget der ligner slutningen af deres aktive karrirere. Men man må jo medgive at “The End” lyder bedre og mere dramatisk end “Stuff happenin’ in a far future”, og Marvel er jo om noget et forlag der er grundlagt på effektiv markedsføring.

At det er Alan Davis der både har tegnet og fortalt historien ville ellers for mig næsten være nok markedsføring. Jeg har altid holdt af hans streg lige siden han optrådte på Captain Britain, X-Men og Excalibur i 80’erne, og de billeder der blev frigivet som en del af markedsføringen, for eksempel af Reed Richards i den negative zone lovede godt. Den anden del af markedsføringen var en lille forsmag på historien som blandt andet kunne ses i Previews og på forskellige online sites. Her kunne man se fremtidens udgave af Fantastic Four i kamp med en fremtidig Dr. Doom, hvis rustning undervejs havde fået et par ekstra arme, kort sagt netop det man forestiller sig at den sidste historie med Fantastic Four må være, en sidste kamp mellem menneskehedens største intellekter Dr. Doom og Mr. Fantastic, den arrogante aristokrat mod den demokratiske tjener for videnskaben og menneskeheden.

Imidlertid må jeg skuffe med at slaget mod Dr. Doom kun er det der i min barndoms Jumbo-bøger hed “En lille forhistorie” som skal sætte resten af fortællingen i scene. Doom har stadig en rolle at spille, men det er en anden historie som Alan Davis er ude efter at fortælle. Den indledende historie varer kun fem sider inden vi igen springer frem i tid til det der er den egentlige historie, men hvilke fem sider, og hvilke konsekvenser! I konfrontationen med Doom er de oprindelige fire medlemmer blevet suppleret med Sue og Reeds to børn Franklin og Valeria.

Fantastic Four mod Dr. DoomSom en af de knapt så trofaste læsere af Fantastic Four kom det lidt bag på mig at der var to børn i familien Richards, normalt er det mest sønnen Franklin der får opmærksomheden, som det ofte sker med den førstefødte i familien. Vi har set ham som en vigtig figur i den klassiske crossover mellem FF og X-Men, som jeg har nævnt så mange gange at jeg næsten selv synes det er træls – men jeg holder meget af den historie, vi har set ham sammen med Phoenix/Rachel Summers i mutanternes dystre undergangsfremtid i “Days of Future Past” og som et af omdrejningspunkterne i historien “Onslaught”, der på dansk blev udgivet som en del af X-Men hvor Onslaught hed Ragnarok, hvor alle Marvel universets helte først forsvandt og senere genopstod som følge af hans kræfter.

Lillesøster Valeria er knapt så kendt, men hun blev i sin tid bragt til verden med assistance fra selveste Victor von Doom, på den betingelse at hun ville blive navngivet efter den eneste kvinde han nogensinde havde elsket. I nyere tid, under “Heroes Reborn” har hun også optrådt som valeria von Doom, en datter af Sue Richards og Victor von Doom fra en alternativ tidslinje. Ligesom Rachel Summers i den gamle X-Men klassiker “Days of Future Past” spekuleres der i om hendes fremtid, hvor de øvrige medlemmer af FF dør og Sue ender op som enkefru Doom, er noget der kan blive til virkelighed.

I “Fantastic Four The End” er virkeligheden en anden, hverken Franklin eller Valeria overlever konfrontationen med Dr. Doom, og efter et spring frem i tiden ser vi hvordan et nu fysisk omend ikke juridisk separeret ægtepar hver især har håndteret tabet af deres børn. Reed Richards har håndteret situationen ved at bruge sit intellekt i menneskehedens tjeneste. Takket være ham har jorden fået lov til at fortsætte sin udvikling i fred for de store intergalaktiske imperier som Kree, Skrull og Shi’ar ved frivilligt at acceptere en karantæne fra resten af galaksen. Isoleret på sin rumsation med sine eksperimenter har han helt mistet forbindelsen til Sue, der er optaget af arkæologiske ekspeditioner som også fører hende under havet til endnu et møde med sin mangeårige bejler Namor, herskeren over Atlantis.

The Thing har trukket sig tilbage til menneskekolonien på Mars, mens Johnny Storm har sluttet sig til Avengers og skiftet sin traditionelle FF uniform ud med en lidt mere ekstravagant Human Torch solo-udgave. Kort sagt så er Marvels førstefamilie vokset op og vokset fra hinanden, i hver fald på overfladen, for som det altid går i en historie med vore fire helte, så kan de aldrig være væk fra hinanden i længere tid uden at der opstår en krise som er stor nok til atter at tvinge dem sammen. De nærmere detaljer i dette eventyr vil jeg ikke komme ind på, blot nævne at selv om vi er ude i fremtiden, så er der stadig en god bid af de velkendte figurer fra FF universet som er aktive, og som man nok havde gættet sig til udfra billederne af Mr. Fantastic i den negative zone, så får vi som sædvanligt også nogen begivenheder der berører både jorden og galaksens skæbne.

Historien kan måske godt være ganske forvirrende hvis man aldrig har læst Fantastic Four tidligere eller kun lige har set filmen, i så fald kan det godt anbefales at man lige slår vejen forbi nogen af de mange glimrende genoptryk der netop er kommet ud, for eksempel kan de oprindelige Lee/Kirby historier findes som Essentials eller som Marvel Visionaries, en lidt flottere udgave af de tidlige historier kan også findes i FF Omnibus, som vist nok er udsolgt fra forlaget men som man stadigt kan finde på hylderne i større tegneserieforretninger. Gamle fans derimod behøver ikek at betænke sig, her er en udgivelse der viser at Alan Davis både kan lave fantastiske tegninger og skrive en god historie. Selv investerede jeg i hardcover udgaven til de sædvanlige par hundrede kroner, men mon ikke en trade paperback skulle være på vej til en lidt billigere penge.

Fantastic Four – da Marvel fik sin første-familie

I forbindelse med den danske premiere på film nummer to om Marvels superheltegruppe Fantastic Four ser vi lidt nærmere på hvordan gruppen oprindeligt opstod og hvordan de har udviklet sig igennem årene.

Myten om golfmatchen

Fantastic FourDet er nok den mest betydningsfulde golfmatch som muligvis aldrig har fundet sted. Så kryptisk kan man vist beskrive den begivenhed som satte gang i det Marvel univers vi kender idag. I 1961 var Stan Lee ved at være brændt ud, hans arbejde hos forlaget Timely så ikke ud til at føre nogen steder trods det at han havde haft mange gode ideer over årene og trofast fulgt sin chef hver gang denne lidt for sent opdagede en seneste trend indenfor udgivelser. Men Stan Lee mente at han havde større og vigtigere ting at bidrage til denne verden med end at efterligne hvad alle andre forlag fandt på

“I had finally decided I was getting too old to be turning out simplistic comicbooks, day after day, ad anauseam. It might have been more endurable if I could have written stories that had – even though this sounds like a contradiction in terms – more realistic fantasy. But Martin never wavered from his insistence that the strips be done the way they had always been done, with very young children in mind.”

Stan Lee, som netop havde undladt at bruge sit virkelige navn Stanley Lieber, idet han håbede at bruge det når han en dag skulle skrive berømt bog, følte at tegneserierne var en blindgyde for ham. Der var ikke noget forlag der ville drømme om at ansætte en mand hvis CV kun indeholdt manuskripter til tegneserier, så hvis han ville videre måtte han prøve noget andet. Stans kone Joanie havde tidligere talt ham fra at forlade tegneseriebranchen. Hun påpegede at Martin Goodman jo syntes om hans arbejde og at hans serier jo solgte udmærket, men denne gang var hun parat til at stå bag ham hvis han ville noget nyt.

Inden det kom så vidt at Stan fik fortalt Martin Goodman om sine fremtidsplaner nåede Goodman imidlertid at bede ham om at gøre det ene job, som for altid skulle fastlægge Stan Lees plads i universet. Ifølge overleveringen, som nogen hævder er det rene opspind, havde Goodman nemlig spillet golf med Jack Liebowitz som var udgiver for National Comics, det der senere skulle blive til DC comics. Liebowitz pralede under matchen med sin nye serie “The Justice League of America” som solgte rigtigt godt og ifølge Liebowitz ville det føre til en ny efterspørgsel efter blade om superhelte og specielt grupper af superhelte. Så som altid var Goodman parat til at følge trop hvor andre ledte og vendte tilbage til Stan Lee med opgaven at skabe en gruppe af superhelte. Lee gik modvilligt med på ideen, problemet var bare at Marvel ikke havde nogen etablerede helte man kunne samle i en gruppe, så han måtte starte fra bunden af med at skabe en gruppe der ikke lignede noget man havde set før.

En familie skabes

I sin selvbiografi “Excelsior! The Amazing Life of Stan Lee”, hvorfra det tidligere citat også er hentet, fortæller Stan Lee selv om sin metode til at skabe superhelte. Der findes en gammel talemåde som siger, at måden at lave en skulptur af en elefant er at man tager et stort stykke marmor, og så hugger man alt det væk som ikke ligner en elefant. Stan Lee valgte at bruge samme metode til at skabe sine helte på, man fjerner alle de ting som allerede er gjort tidligere i andre serier, og så har man forhåbentlig en ny helt.

En af de første ting der røg overbord var den hemmelige identitet, hvilket sætter Fantastic Four i et specielt lys i disse Civil War tider hvor de med rette kan hævde at de har klaret sig selv om resten af verden vidste hvem de i virkeligheden var. Det næste der røg var kampen mod forbryderne, ikke at der ikke er skurke i Fantastic Four universet, men det er ikke den geneme slags som man ville sende Daredevil, Spider-Man eller Batman til at bekæmpe. Fantastic Four giver sig af med de store monstre og de store skurke der vil erobre hele verden, hvilket Stan Lee flere steder bemærker at der jo ikke som sådan er nogen lov imod.

Fantastic Four - dengangDet er ikke ganske sikkert om Stan Lee da han udtænkte de kræfter som den kosmiske stråling skulle tilføre vore fire helte, skævede til de klassiske elementer, men flere andre forfattere har senere fremhævet ligheden. Human Torch er let nok at se som ild, The Thing som jord er også ligetil, mens Invisible Girl som luft og Mr. Fantastic som vand kan være lidt sværere at forliges med. Ikke desto mindre bliver ideen brug i “X4” som er en gentagelse af den klassiske “The Fantastic Four vs. The X-Men” historie, hvor også X-Men oplever hvad de kosmiske stråler kan gøre ved rumrejsende.

På det mere jordnære plan er det derimod tydeligt at Stan Lee kiggede på sine nye helte ikke som en gruppe af mennesker der havde sluttet sig sammen som tilfældet var med Justice League, men som en familie. Båndene mellem dem er tætte, Johnny og Sue Storm er søskende, Sue og Reed Richard er kærester og senere mand og kone og selv om Ben Grimm kun er Reeds gamle værelseskammerat fra college, så udfylder han trods det en rolle som en slags onkel til familien. Ved at introducere familie-dynamikken opnåede Stan Lee også at hans helte både kunne drille hinanden og skændes indbyrdes, men stadigt stå sammen som en enhed når ydre farer truede.

På mange måder kan man måske sige at Fantastic Four er skabt i det billede som Stan Lee så sig selv og sin familie i. Hans egen beskrivelse af sit liv og sin familie har altid en positiv tone og man fornemmer en fælles opbakning som er gensidig, selv da hans egen kone ville gå ham i bedene og blive forfatter, belært af tidligere fejl, hvor han overtalte hende til at opgive en lovende karriere som model til fordel for rollen som husmor, stak han hende en stabel papir og ønskede hende held og lykke. Han bad endda sine venner i forlagsbranchen om ikke at være for hårde ved hende, indtil han til sin overraskelse opdagede at Joanie faktisk viste sig at være en ganske udmærket forfatter, selv om hun nok aldrig kommer til at overgå sin berømte mand.

Derfor er det måske også sigende at Marvels mere dysfunktionelle familie X-Men aldrig på samme måde nåede popularitetens tinder med Stan Lee ved roret, selv om familiemennesket Stan Lee nok i sit hjerte følte for disse udstødte og gav dem en stemme gennem sit værk, så var det andre der skulle føre dem frem til at være relevante for en større læserskare gennem 80’erne og fremefter. Det er for eksempel også bemærkelsesværdigt at notere at i “Stan Lee meets …” der i sin hardcover udgave jo mere end noget ligner et festskrift over Stan Lees 65 års karriere hos Marvel er det Spider-Man og Fantastic Four som stjæler billedet, der er ikke nogen mutanter til stede.

De øvrige fantastiske helte

Ved at skabe Fantastic Four som en slags familie blev det også sværere at lave løbende udskiftninger blandt medlemmerne som man så det i andre grupper som Avengers. Selv om Human Torch i et af de tidlige numre forlader gruppen efter en mindre skærmydsel med The Thing, så ved vi at de er nødt til at overvinde deres uoverensstemmelser og samles igen. Men trods det har der været flere udskiftninger undervejs når forskellige medlemmer har haft brug for lidt personlig tid væk fra gruppen, for eksempel trak Sue og Reed sig på et tidspunkt i baggrunden for at tage sig af opdragelsen af deres unge søn Franklin. Og lur mig om ikke de nuværende begivenheder i Civil War med Human Torch på hospitalet og Reed Richards der frygter at hans støtte til Tony Stark kan få konsekvenser for hans forhold til Sue, kan risikere at føre til at tidligere medlemmer dukker op igen eller at nye afløsere må hentes ind.

Der er ihvertfald nok at tage af i rækken af tidligere medlemmer, Luke Cage blev på et tidspunkt hentet ind som afløser for Ben Grimm, She-Hulk udfyldte en tilsvarende position og begger er stadigt aktive i forhold til Civl War historien. Fra gruppen af Inhumans, aktuelle fra de større historieforløb Decimation og Silen War har Medusa og Crystal været medlemmer. Men hvorfor nøjes med at hente prøvede figurer frem igen, i Fantastic Fours verden hvor man både kan rejse i tid og rum har der været versioner af gruppen hvor alt fra Skrulls til Dr. Dooms adoptivsøn har været med. Det eneste vi kan være nogenlunde sikre på er, at uanset udskiftninger af medlemmer, så er det kun et spørgsmål om tid før man vender tilbage til de oprindelige fire.

Stan LeeEn knapt så fantastisk helt, men en bifigur som også fortjener at blive nævnt, er postmanden Willie Lumpkin. Den pæne ældre mand har trofast slæbt tonsvis af fan-breve op til toppen af Baxter-bygingen hvor FF har deres hovedkvarter, for når man er offentligt kendte helte får man selvfølgeligt breve fra fans, Stan Lee fandt endda på at afsætte et helt nummer blandt de tidlige til at lade FF besvare imaginær fanpost. Men faktisk har Willie Lumpkin en mindre forhistorie helt udenfor superhelte genren. Han var nemlig oprindeligt en figur som Stan Lee opfandt som en selvstændig serie for Timely, som Marvel hed dengang. Stan Lee som den indfødte New Yorker han var, ville gerne lave en serie om en politimand i storbyen, men inden redaktøren var færdig med at skære Lees ide til var Willie Lumpkin blevet et landpostbud. Uden det store kendskab til livet i provinsen forsøgte Stan Lee stadigt at følge sin skabning til døren, men det var først som biperson i Fantastic Four at han kom til sin ret flere år efter at den oprindelige serie var gået ind igen. Ironisk nok var det også netop i rollen som Willie Lumpkin at Stan Lee skulle få sine optræden i den første filmatisering af Fantastic Four.


Drengeklubben og Sue Richards som Marvels moderfigur

Hvis man ser på hvordan figurerne i Fantastis Four udvikler sig over tid som personer, så er der forbavsende få ændringer for Reed, Johnny og Ben.

Johnny er først og fremmest teenageren i os alle, vovehalsen og drillepinden. Til gengæld kan han prale af at have skabt en internet-talemåde, ihvertfald er der visse cyber-historikere som mener at hans udtryk “Flame on!” er ophav til det fænomen man på internettet kalder “flaming”, at argumentere på en grow og ophidset måde. Man taler ligefrem om “flame-wars” som kan dreje sig om alt fra Windows kontra Linux til Kirk kontra Picard i Star Trek. Selv om jeg tidligere påstod at Marvel ikke havde nogen eksisterende helte som de kunne basere deres gruppe på, så var der faktisk en Human Torch tidligere hos Marvel, men modsat Johnny Storm så var der tale om en androide som sammen med Submariner og Captain America bekæmpede de onde tyskere under anden verdenskrig.

Reed Richards er som, jeg tror det var Dan Turell der beskrev ham sådan, Marvel universets svar på Georg Gearløs. En videnskabsnørd der modsat sin gamle værelseskammerat fra universitetet, Victor von Doom, altid har en fast overbevisning om at alt kan forklares videnskabeligt, selv når gruppens eventyr bringer dem ansigt til ansigt med fantastiske væsener eller overnaturlige fænomener fra Dr. Strange’s verden holder han altid fast i at der kan bygges et apperat ud af forhåndenværende dimser fra hans laboratorium som kan modstå truslen. Ben har skiftet frem og tilbage mellem sin menneskelige form og sten-mennesket The Thing, men han er først og fremmest der for at være det jordbundne modstykke til Reed, både som den der gør opmærksom på at Reeds videnskabelige forklaringer er uforståelige for almindelige mennesker og som en fysisk påmindelse om at Reeds videnskab nogen gange kan føre ham ud i ting der kan have store konsekvenser for mennesker omkring ham.

Mr. Fantastic og Sue RichardsSue Richards er interessant fordi hun udvikler sig mere som et normalt menneske, modsat de øvrige mænd/drenge i gruppen som opfylder typiske drengedrømme om at lege “hemmelig hule”, opfinde fantastiske dimser og redder verden fra det onde. Stan Lee havde allerede fra starten den tanke at Invisible Girl måske nok skulle være kæreste med Mr. Fantastic, men at hun ikke bare skulle være en af den slags piger der dåner når de ser et monster og hele tiden skal reddes ud af den ene knibe efter den anden. I begyndelsen er hendes rolle dog stadigt begrænset til at blive usynlig på et belejligt tidspunkt når der er optræk til slagsmål og benytte sig af sin usynlighed til at redde de andre ud af fangenskab. I et af de tidlige numre af Fantastic Four, hvor man gennem hele nummeret ser gruppen besvare fanpost ser vi så Sue begynde at græde over at flere af brevene antyder at hun ikke gør nok for gruppen, og de tre andre må træde i karakter og forklare de vildfarne fans, og derigennem også læseren, at Sue skam er fuldgyldigt medlem og en vigtig del af deres missioner for at redde verden.

Snart bliver Sues kræfter også mere aktive, hun begynder at generere usynlige kraftfelter som kan bruges til modangreb i fysiske konfrontationer eller til at beskytte de andre holdmedlememer. I 80’erne under John Byrne dropper hun endda titlen Invisible Girl og bliver Invisible Woman. Selv om hun stadigt er omsorgsfuld og moderlig i forhold til resten af gruppen og sin søn Franklin, så er hendes kontrol over kraftfelterne nået til et niveau hvor hun nogen gange omtales som den der har de største kræfter i gruppen. Personligt har jeg altid fundet det som et interessant træk ved Sue Richards at hun i en verden hvor sexede kvinder og udfordrende uniformer ofte er normen har været i stand til at forblive kvinde/moder. På det sidste ser det desværre ud til, at under indtryk af brugen af Jessica Alba i filmudgaven af Fantastic Four, så har Marvel også valgt at lade Sue gå lidt tilbage fra at være Invisible Woman til at være Invisible Girl igen, om ikke af navn så af udseende.

Det var lidt om hvordan Fantastic Four opstod og udviklede sig, men de fire hovedpersoner i serien er langt fra det eneste som gør den verden som de bebor interessant. I et par kommende artikler vil jeg forsøge at gå lidt i detaljer med Silver Surfer, Galactus og Dr. Doom som er nogen af hovedaktørerne i den nye Fantastic Four filmatisering.