Fantasticon 2009 – også for tegneserielæsere

Fantasticon
Fantasticon

Hvor går en tegneseriefan hen i de år hvor der ikke afholdes Komiks? Et af forslagene kunne være Fantasticon 2009, som afholdes i Vanløse Kulturhus d. 29. -30. August. Der er således god tid til arrangementet, men festivalens koordinator Flemming R.P. Rasch, som for nyligt udsendte nyhedsbrev nummer tre omkring festivalen opfordrer folk til allerede nu at tilmelde sig på Fantasticons hjemmeside.

Fantasticon har været et årligt tilbagevendende arrangement siden 2005, hvor fans af science fiction, fantasy, horror med mere har chancen for at møde dels hinanden, dels en række danske og udenlandske gæster.
De to udenlandske hovednavne er i år begge forfattere at science fiction, og skulle man ikke kende dem i forvejen vil nye læsere få lejlighed til at komme “up to date” ved et par præsentationer. Det forlyder også at der vil blive udgivet bøger med de to hovednavne i forbindelse med Fantasticon. Flemming Rasch præsenterer de to hovednavne således:

“Charles Stross: Science fiction-forfatter – som annonceret i nyhedsbrev 1. D. 16/6 har Science fiction Cirklen et arrangement i Valby, hvor Stross’ forfatterskab præsenteres. Se sciencefiction.dk

Gwyneth Jones: Science fiction-forfatter – som annonceret i nyhedsbrev 1. Vi har planer om at arrangere et foredrag om hendes forfatterskab inden Fantasticon.”

Det er værd at bemærke at Charles Stross for nyligt blevet nomineret til en Hugo pris, science fiction genrens Oscar, for sin bog Saturn’s Children (mere herom på http://www.thehugoawards.org/ ).

The Light Brigade af Tomasi og Snejbjerg
The Light Brigade af Tomasi og Snejbjerg

Blandt de øvrige deltagere er det nok [[Peter Snejbjerg]] som er mest interessant for tegneserie-læsere. Et andet velkendt navn for tegneserielæsere er Morten Søndergård, også kendt som [[Marvel-Morten]]. Morten har i år en stand på Fantasticon, ikke for sin arbejdsplads [[Fantask]], men for at holde hollandsk auktion over en del af sin meget omfattende samling af bøger. Morten har også lovet at stille op til en panel-diskussion undervejs.

Måske vokser tegneseriefans fra at diskutere om “Superman kan tæve Hulk”, men de fleste er som regel klar til en omgang “Hvilken historie var den bedste?”. Fantasticon byder på flere top-10 lister over de bedste historier med blandt andet X-Men som sikkert vil inspirere nye læsere og sætte gang i diskussionen hos de mere garvede.

Endelig vil deltagerne få lejlighed til at prale med deres viden i to quiz’er hvor undertegnede sammen med den tidligere formand for [[Fantastik]], storsamleren Tue Sørensen, arbejder på højtryk for at finde på interessante spørgsmål.

… og så har jeg slet ikke nævnt film-sporet som byder på alt fra kult-fanfilm til den aktuelle svenske vampyr-film “Lad den rette komme ind”.

Læs mere om de øvrige dele af arrangementet i nyhedsbrev nummer tre.

Tegneseriesidens twitter-opdateringer – kæmpe opsamling

Cav Bøgelunds tegning af Batman

Det har været nogen tid siden vi har lavet en opsamling på vores aktivitet på Twitter, så denne gang er det en kæmpe liste. Næste gang skal vi nok byde på noget mere overskueligt…

Claremont vender tilbage til X-Men

X-Men Forever
X-Men Forever

Ulrik Kristiansen fra foreningen Fantastik er en mand med et stort hjerte. Det opdagede de danske tegneseriefans da han for et stykke tid siden tog initiativ til at sende en hilsen til den alvorligt syge serietegner Gene Colan.

Og hvis man er i tvivl om at en del af dette store hjerte banker for [[X-Men]] og for seriens mest berømte forfatter [[Chris Claremont]], så burde al tvivl være fjernet med den mail der for nyligt dumpede ind i Tegneseriesidens inbox med titlen “Tegneserienyhed af dimensioner”.

Teksten var oprindeligt beregnet på et diskussionsforum for foreningen [[Fantastik]], men da undertegnede selv er så stor fan af Claremont at jeg gerne læser ham både når han er god og når han er knapt så god (det som ikke-fans af manden kalder dårlig), så viderebringer jeg gerne det gode budskab.

Den berømte X-MEN skribent, Chris Claremont, vender tilbage til X-MEN i en ny serie, X-MEN FOREVER, som foregår i en alternativ kontinuitet.

Serien *fortsætter* således hvor Claremont oprindelig slap tøjlerne – nemlig i X-Men vol. 2 # 3 fra 1991. (Det var den hvor # 1 havde 5 forskellige forsider af Jim Lee :-9)

Claremont har tidligere forsøgt sig med comeback på UNCANNY X-MEN og X-MEN(vol. 2) med blandede resultater. I 2000 kom han tilbage første gang på begge serier, men blev dog taget af serierne igen efter under et år.

Dernæst skrev han serien X-TREME X-MEN, som varede i 46 numre.

Efterfølgende vendte han så igen tilbage til hovedserierne og skrev UNCANNY X-MEN med lidt mere publikumssucces i omkring 30 numre (# 444-473), samt efterfølgende serierne NEW EXCALIBUR, EXILES og NEW EXILES.

Han har også forfattet de afsluttede serier X-MEN: THE END og GEN-NEXT.

Læs interviewet med Claremont om den nye serie, X-MEN FOREVER

http://comics.ign.com/articles/952/952385p1.html

Personligt prøver jeg ikke at skrue forventningerne alt for højt op. Efter min mening er Claremont ikke nær så god en forfatter i 00’erne som han var i 80’erne, bl.a. fordi han synes at have mistet fokuset på den førhen så stærke personkarakteristik, såvel som evnen til at skabe et stramt, dramatisk plot.

Men X-TREME X-MEN havde både en vis grad af den personudvikling,

X-treme X-Men
X-treme X-Men

drama og samfundskritik, som kendetegnede Claremonts lange run på UNCANNY X-MEN og diverse spin-off-serier (NEW MUTANTS vol. 1 fx) fra 1975-1991. Claremont har også i glimt vist takterne fra dengang i de andre serier. Så jeg vil selvfølgelig støtte op om serien, dvs. købe den, og håbe det bedste.

En af de muligheder som serien åbner for qua at den foregår udenfor kontinuitet er i øvrigt til Claremont’s fordel. Karakternerne behøver ikke længere forblive levende og uforanderlige, dvs. ‘ikoniske’, fordi de er en del af en franchise, som – reelt set – er styret af redaktørerne og aktionærernes ønsker.

Claremont kan således, hvilket han også antyder ret kraftigt i interviewet at han vil gøre, lade X’erne leve og dø som ‘normale mennesker’, selv om de har superkræfter og tilhørende ansvar. Det var jo – efter min mening – også dette der gjorde UNCANNY X-MEN til måske den mest gennemførte serie ud fra Stan Lees oprindelige vision om ’superhelte med personlige problemer’, især i seriens storhedsperiode som jeg vil betegne som fra # 129 og ca. 100 numre frem. Det var da at personerne for alvor blev voksne og udviklede sig – og døde.

Så … til dem af jer, som også glæder sig over denne nyhed er der bare tilbage at sige: Spred den! :-)

Det glade budskab er hermed givet videre.

Ulrik har funderet en del over hvordan de senere års af og til ret rodede kontinuitet hos Marvel og satsningerne på at have store navne som forfattere og tegnere kan påvirke Marvels univers i fremtiden.

Jeg tror Chris Claremont’s tilbagevenden til sit ‘eget’ X-univers er den positive, men lidet omtalte, konsekvens af den efterhånden totalt opløste Marvel-kontinuitet.

Marvel har i forvejen en håndfuld sideløbende ‘kontinuiteter’ kørende – såsom:

  • Marvel Age-universet
  • Ultimate-universet
  • Film-adaptionerne
  • First Class-universerne (som angiveligt foregår i kontinuitet men ikke gør det reelt – jfr. fx. de gamle X-Mens nydesignede uniformer)
  • Marvel Universe proper (som ikke længere er internt konsistent – fx burde Wolverine have mindst 3 kloner for at kunne optræde i så mange serier samtidig som han gør. Vent! Måske har han faktisk 3 … uha, nej – perish the thought! :-)
  • Osv. [indsæt selv eksempel]
X-Men for alle pengene
X-Men for alle pengene

Så X-MEN FOREVER vil måske retrospektivt ses som det arketypiske serie-eksempel på, at den postmoderne tegneserieæra *er*, og aldrig vil vende tilbage til det der var. (Læs: Et rimelig kohærent Silver Age-univers med masser af krydshenvisninger til figurernes gæsteoptrædender i forskellige serier.)

Marvel har jo (indirekte) tidligere tilladt kunstnere stort set at lave deres egne versioner af fx X-Men (Morrison), men disse versioner har altid haft en eller anden relation til eksisterende kontinuitet og er så siden blevet omgjort, når en ny Big Artist er kommet til.

De hyppige kostumeskift, hver gang en Big Artist fulgte en anden er vel det mest iøjnefaldende – og tilsyneladende mest overfladiske – eksempel på de postmoderne tider, hvor ingen status quo er hellig i kampen om at tiltrække nye læsere.

De årlige Really Big Cross-Over Events, hvor ‘intet nogensinde vil blive det samme’, er det tilsyneladende mest substantielle eksempel. For i sidste ende vender alting tilbage til status quo, som da Marvel-heltene vendte tilbage fra deres ‘lommeunivers’ i HEROES RETURN fra 1996. Eller fra House of M-universet. Eller fra Age of Apocalypse-universet. Eller, eller, eller.

tilsyneladende er nøgleordet, for i virkeligheden er der ikke noget, som forandrer sig afgørende.

Men det betyder også at alle i princippet har mulighed for at skrive deres egen version af de ikoniske figurer som X-Men er. Og hvis ikke man kan lide den ene version kan man altid vælge den anden – om ikke andet så som fanfiction!

Det seneste eksempel på den udvikling er således, at Marvel nu direkte tillader en kunstner – Claremont – at lave sin helt egen kontinuitet for X-Men. Claremont bliver formodentlig kun den første. Om kortere tid end nogen aner får vi sikkert en serie med Brian Bendis egen kontinuitet for Avengers og en serie med Millars egen kontinuitet for Fantastic Four. Det vil blot være en naturlig videreudvikling af den Big Artist-drevne promovering af ikoniske figurer, som altid skal forandre sig uden nogensinde at forandre sig afgørende.

Om det postmoderne Marvel så er hvad man kan lide som fan må jo være op til en selv – og ens nærighed. Men der er så afgjort en udvikling der rummer både fordele og ulemper.

Personligt har jeg altid været en stor tilhænger af den slags historier der i Marvels univers hedder “What if”, så jeg har ikke noget problem med de mange forskellige kontinuiteter. Men gamle fans og nye læsere vil sikkert have deres egen meninger om det.

Ulrik slutter sit indlæg af med et ganske interessant postscriptum.

P.S. Interviewet indeholder i øvrigt også en – for mig personligt – sjov reference, sådan da, til et interview Tue og jeg lavede med Claremont til San Diego Comic Con i 1995 og som stadig kan læses på Seriejournalen.dk.  Men jeg skal ikke afsløre hvilken reference her. Hardcore Claremont-fans skal nok selv finde den :-)

Så er det jo bare at gå igang med at lede.

Exiles – kampen for at redde alle verdenerne

Det oprindelige Exiles team med Blink i midten.
Det oprindelige Exiles team med Blink i midten.

Nu også med andre dimensioner og alternative tidslinjer. X-men har kastet mange side-grupper af sig over årene. I denne uges tip forklarer hvorfor Exiles af Judd Winick og Mike McKone er en af de absolut læseværdige.

De der har fulgt med i mine skriverier her på Tegneseriesiden og andre fora vil vide at jeg er en meget stor tilhænger af Marvels What If-koncept og alle andre historier de har lavet der involverer alternative universer. En af mine favoritter som endda bør være kendt af de stakler der har valgt at begrænse sig til de sørgelige smuler der bliver udgivet på det danske marked er “Age of Apocalypse” som er rent doom og dødsmetal i tegneserieform for mig. For de der ikke kender historien er “Age of Apocalypse” en fremtidig verden som den kunne se ud hvis Charles Xavier ikke havde levet længe nok til at starte X-Men og derved bremse Apocalypse. I stedet er der opstået en verden hvor Apocalypse hersker over nordamerika og skrupelløst gennemfører sine tanker om “den stærkestes overlevelse”.

Exiles serien bygger videre på mange af ideerne bag “Age of Apocalypse”, ligesom den  også låner to figurer fra Apocalypses tidsalder, Sabretooth og Blink. Lidt paradoksalt er den ellers så psykopatiske Sabretoooth nemlig i Apokalypses tidsalder blevet udstyret med et vist nobelt anstrøg i sin personlighed der gør at han befrier Blink fra en af de mange koncentrationslejre hvor håndlangere til Apocalypse foretager eksperimenter på mutant-børn. På den måde bliver han ligesom sin evige rival Wolverine udstyret med en surrogat-datter som på mærkværdig vis har en forbindelse til det noble hjerte bag vilddyrets ydre.

Blink, Nocturne og de andre oplever at kærligheden ikke altid kan følge med når man hopper mellem dimensioner.
Blink, Nocturne og de andre oplever at kærligheden ikke altid kan følge med når man hopper mellem dimensioner.

I Exiles er det imidlertid Blink der indtager den centrale plads på scenen som leder af den hastigt, tilsyneladende nærmest tilfældigt sammensatte gruppe af mutanter der skal kæmpe for at redde ikke bare verden, men alle tænkelige verdener. Blink og hendes hold bliver hevet ud af den almindelige tidsstrøm og sat på en helt speciel mission – reparer tidslinjer der er ved at bevæge sig ud på en kurs hvor de truer alle de andre tidslinjer. Ved at hjælpe med at rette op på katastrofale begivneheder rundt i de alternative universer er Exiles med til at afværge trusler mod deres eget univers og til slut gøre sig fortjent til at vende hjem igen.

Men det er ikke altid nemt at redde en anden verden, for selv om de kan ligne vor egen, så kan forskellene også være markante og handlingerne der skal til for at gøre en forskel kan være svært at håndtere rent moralsk. Et er at man måske er nødt til midlertidigt at gå i forbund med Doctor Doom, men hvad vis prisen for at redde verden er at slå et barn ihjel? Her er serien nærmest et ekko af en samtale mellem Charles Xavier og Magneto hvor Xavier spørger Magneto om han ville være parat til at dræbe Hitler for at forhindre de umenneskelige rædsler hans tredie rige ville føre med sig. Magneto svarer ufortøvet ja, som man kunne forvente, men er lidt mere tøvende da spørgsmålet går på om han også ville være parat til at dræbe Hitlers far eller dennes far?
De enkelte medlemmer af Exiles får sagen sat på spidsen på forskellige tidspunkter i historien hvor de står overfor at skulle kæmpe mod en person der betyder noget for dem i deres eget univers. Reaktionerne dækker alt fra dybe moralske skrupler til brutal pragmatisk kynisme.

Blink og Mimic genopfører en berømt scene fra Phoenix sagaen.
Blink og Mimic genopfører en berømt scene fra Phoenix sagaen.

Men historierne er ikke kun død og ødelæggelse, for som altid i en historie hvor unge mennesker kastes ud i hæsblæsende eventyr hvor de kun har hinanden at stole på opstår der selvfølgeligt romantiske forviklinger som måske nok skaber et holdepunkt for nogen af personerne, men også tilføjer en yderligere truende dimension når de to unge elskende skal håndtere det faktum at de når som helst kan ende med at blive adskildt både i tid og rum. Og som om det ikke var nok, så har medlemmerne af Exiles en lidt højere dødsrate en de fleste mutant-serier, så ingen kan føle sig helt sikre, selv Joss Whedon ville sikkert mene at forfatterne bag serien er hurtige på aftrækkeren.

Og ligesom hos Joss Whedon, så ville de følelsesmæssige aspekter af serien næsten være for meget, hvis ikke det var for et kraftigt indslag af humor i form at den formskiftende mutant Morph. Ud over at indgå i historiens plot med sine evener til at skifte form er han også et humoristisk indslag der konstant kommenterer på historien ved at skifte udseende til en hel kavalkade af kendte figurer fra Marvel universet.

En anden belejlig måde at hente et par af de populære mutanter ind på holdet er ved at inkludere Mimic som medlem. Mimic kæmpede oprindeligt imod det første hold af X-Men med sin mutantevne der gjorde ham i stand til at kopiere deres kræfter. Denne Mimic derimod kommer fra en alternativ verden hvor han er leder af X-Men og meget belejligt medbringer kræfter fra blandt andet Wolverine og Colossus.

Nocturne - blåt er åbenbart også godt for øjnene.
Nocturne - blåt er åbenbart også godt for øjnene.

En anden vigtig figur i serien er Talia Josephine Wagner, også kaldet Nocturne. Hun er datter af Nightcrawler og Scarlet Witch i den verden hun kommer fra. Personligt har jeg aldrig helt kunnet forstå de kvindelige tegneseriefans jeg har mødt som faldt i svime over Nightcrawler. Men efter at have fulgt dette kvindelige modstykke til ham i både Exiles og senere i Excalibur, så må jeg bøje mig og erkende at blå personer faktisk godt kan være hotte.

Som sagt køres der med løbende udskiftning på holdet hos Exiles, så det vil være for vidtrækkende at gå i dybden med alle de medlemmer man støder på undervejs, i stedet vil jeg anbefale læsere der synes at denne lille smagsprøve var interessant at investere i en af de trade paperbacks der er udgivet med gruppens eventyr. Jeg startede nysgerrigt for et par måneder siden med at snuppe de to første ned fra hylden, og før jeg fik set mig om var det blevet til ti stykker ud af de vist nok seksten der er udgivet i skrivende stund. Mutanter på rejse i tid og rum, stærkt vanedannende og stærkt underholdende.

Hunter-Killer – Superhelte som masseødelæggelsesvåben

Med serien Hunter-Killer satte Mark Waid og Marc Silvestri sig for at genopfinde historien om den mystiske regerings-sammensværgelse. Et ambitiøst projekt, ikke mindst når man tænker på at genren har været rigeligt udforsket i de senere år, ikke mindst i TV-serien X-files som nu er ved at være film aktuel. Waid fortæller selv i ekstra-materialet til trade paperback udgaven at han undervejs måtte tage sig selv i ikke at skabe endnu en X-files klon. Heldigvis lykkedes projektet.

Baggrunds-historien for Hunter-Killer er, at den kolde krig slet ikke drejede sig om atomvåben og hvem der havde overtaget på det område. Det drejede sig om hvem der havde de mest afskrækkende supervæsener – I historien kaldet “Ultra-sapiens” – for hvem har brug for et missil når man har en person der med et pust kan jævne en by med jorden.

Men de hemmelige væsener ville ikke være en brik i regeringernes spil og gjorde oprør. Fremme i vore dage findes disse menneskelige “weapons of mass destruction” stadigt derude, gemt i hemmelighed. Men for at sikre verden mod dem findes der gruppen Hunter-killer med den meget smukke, som altid i Silvestris streg, Samantha Argent der styrer agenterne i felten.

Ind i dette mix kastes så den unge Ellis der er vokset op i et stille og fredeligt familieliv på landet, uden at vide noget om alle disse hemmelige operationer og hvordan han selv sammen med sine forældre passer ind i puslespillet. Til yderligere at forvirre begreberne tilføjes den mystiske Wolf, en fri agent med sin egen dagsorden og udseende og attitude der er lige dele Wolverine og Clint Eastwood.

Hvilken side skal Ellis slutte sig til i denne spegede affære? Hvem kan han stole på? Og hvem er den mystiske person som tilsyneladende har overtaget kontrollen med USAs regering uden at nogen har opdaget det.

High-tech, superkræfter og sammensværgelser blandes til en virkeligt underholdende historie af Waid, og Silvestris tegninger, som jeg har haft en svaghed for lige siden han i sin tid arbejdede på X-Men, giver både den dynamik og blandingen af cyberpunk og realisme der gør at man pløjer sig igennem historien med en forbavsende lethed.

Hunter-Killer udgives af Top Cow og første del af historien kan købes i en trade paperback der ud over selve serien også indeholder en gennemgang af Waid og Silvestris process fra den første skitse og frem til det første manuskript i serien.

Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ? – del 2

PhoenixGanske som sit emne har Tegneseriesidens artikel om Phoenix og Jean Grey vist sig ikke at ville dø. Dels har den affødt en af de mest seriøse debatter i sidens historie, dels gav den et meget interessant spørgsmål til vort interview med Kurt Busiek. Busiek var, som nævnt i første udgave af artiklen, manden der fandt ud af hvordan det var muligt at bringe Jean Grey tilbage til Marvel universet. Derfor virkede det naturligt at stille Busiek spørgsmålet om hvordan ideen opstod og hvad hans egen holdning er til de mange efterfølgende genoplivninger.

I sit udgangspunkt er Busiek meget beskeden omkring sit bidrag, som han understreger var noget han som fan af serien selv fandt på længe før Marvel overhovedet overvejede at bringe det oprindelige medlem af X-Men tilbage til de levendes verden:

Busiek: Tjah, jeg er sikker på at jeg ikke var den eneste, men det var mig der fandt på den ide som faktisk endte med at blive brugt, og jeg fandt ikke på den med nogen forventning om at den nogensinde ville blive brugt.

Det var ikke sådan at de var på udkig efter den ide. Faktisk så – før det nummer hvori hun døde nogensinde udkom var rygtet nået til nogen venner og jeg selv om at Jim Shooter havde dikteret at hun skulle dø og det skulle være i like nøjagtigt det nummer.

Forklarer Busiek meget beskedent inden han kaster sig ud i den lange forklaring om hvordan en tilfældig diskussion blandt fans endte hos cheferne hos Marvel.

Busiek: Mine venner og jeg kunne godt lide de oprindelige fem X-Men som de var så vi brød os ikke om det.  Men vi havde også hørt at ingen ville få lov til at bringe hende tilbage på en måde hvor hun stadigt var skyldig i de forbrydelser hun endte med at måtte dø på grund af.
Når den slags udtalelser kommer frem, så er det en kreativ udfordring! “Ah, det kan ikke lade sig gøre?!” Så en aften sad jeg og udvekslede ideer med mine venner
“Hvordan ville du gøre det?”
“Jeg ville gøre det og det”
“Ah, jeg kan ikke lide det af den her grund – jeg ville gøre det her og det her”

Som altid skulle viste det sig at Busiek kun skulle have ganske få stikord for at give et indblik i den process der foregår når han får ideer, ganske som han dagen efter skulle forklare for en større forsamling hvordan ideer er noget man kan træne sig op til. Som en mand der betragter en uge hvor han ikke får to-tre ideer som en dårlig uge må man sige at Busiek trods sit runde ydre på det mentale plan er en topatlet. Men inden vi når frem til processen som Busiek ser den, skal vi lige forbi en lang og kringlet vej fra Busieks vennesnak til Marvels ledelse:

Roger SternBusiek: Så det var bare tegneseriefans der sad og snakkede. Så et par år senere var jeg til en lille tegneseriefestival i Attica, New York. Jeg besøgte Roger Stern og vil kom til at snakke om X-Men. Roger Stern var ked af at man aldrig kunne samle de oprindelige fem X-Men fordi Jean var død og der ikke var nogen måde man kunne bringe hende tilbage igen. Og så sagde jeg “Jo da, der er måder at bringe hende tilbage igen – der er altid en måde” og så fortalte jeg ham at jeg havde fundet på den hersens ide og han svarede “Ah, det kan jeg godt lide – det ville virke!”.

For mit vedkommende så var der ikke mere i det, men det viste sig så at et par uger senere talte Roger med John Byrne og Roger fortalte “Øh for resten, jeg snakkede med en fyr forleden som havde en ide til hvordan Jean kunne vende tilbage. Jeg tror du vil kunne lide det her”. Så fortalte han John hele historien og John sagde “Det er faktisk en ret god ide”.

Så da man begyndte at arbejde på X-Factor samlede man de oprindelige fire X-Men og da de ikke kunne have Jean med var de begyndt at overveje at bringe Dazzler ind i gruppen sa John ringede til Bob Layton og sagde “Jeg har en måde vi kan få Jean tilbage hvis du er interesseret?” og John svarede “Helt klart! Lad mig høre historien” og John forklarede “Det er ikke min historie – det er noget en fan har foreslået til Roger”.
Og så gav han en kort disposition for historien og Bob syntes om den. Så de vendte tilbage med en ide der gik ud på “Vi laver et cross-over mellem Fantastic Four (som John arbejder på) og Avengers (som Roger arbejder på) og så X-Factor. Og i den forbindelse bringer vi så Jean Grey tilbage”.

Og Roger forklarede så “Ham fyren der foreslog det, han er en forfatter der arbejder med tegneserier”. Jeg arbejdede for Marvel på Marvel Age Magazine, så de krediterede mig i bogen og de betale mig for ideen og alt muligt. Men jeg fandt bare på det som en utilfreds fan og så nævnte jeg det for en der ikke arbejdede på X-Men på det tidspunkt, bare som et “Her er noget der måske kan bruges” og så rullede lavinen derfra og det blev til virkelighed uden at jeg havde nogen ide om det.

Og mens Roger Stern, John Byrne og resten af folkene hos Marvel overvejer hvordan de skal få Jean Grey tilbage, er Kurt Busiek igang med at arbejde sig videre frem som forfatter og arbejder på Marvel Age.

Busiek: Første gang jeg hørte noget om det var mens jeg arbejde inde på Marvels kontor [på Marvel Age] og så kommer Bob Layton op bag mig og siger “Hey, jeg hører at det er dig jeg skal takke for at vi har fået Jean tilbage”. Jeg anede ikke hvem han var! Jeg havde ingen ide om hvad han snakkede om! En historie der skulle genoplive Jean Grey – det have jeg ikke skænket en tanke i over to år, så jeg var helt “hvaba?”
Så fortalte han mig hvad der skulle ske og om aftenen ringede jeg til Roger og han forklarede tingene for mig, men det hele kom som en fuldstændig overraskelse for mig.

Det at bringe en afdød seriefigur tilbage fra de døde er noget som mange fans anser for kontroversielt, specielt i de senere år hvor det er blevet mere almindeligt. Kurt Busiek kunne med god grund slå en kluklatter op og bedyre at det ikke er hans fejl at det er endt på den måde, men hans efterfølgende forklaring dykker ned i hvordan de genopstandne helte har baggrund i en tidligere fortælleteknik.

The Mole ManBusiek: Jeg fik ideen ud fra den måde man plejede at behandle skurkene – da jeg var i high school havde vi en leg. Når vi sad og snakkede kunne jeg finde på at sige “Prøv at finde på en måde at slå nogen ihjel på som jeg ikke kan finde en måde at lave om på igen”.
For jeg havde læst så mange historier hvor det var “Årh ja, vi så lige Mole Man falde ned i en aktiv vulkan”. Og når han så dukkede op igen ville der være en halv sides forklaring på hvorfor “Nej han faldt ikke ned i en aktiv vulkan – han blev teleporteret væk i sidste øjeblik af sine håndlangere” eller “Den her fyr blev sendt ud i det ydre rum og sprang i luften!” men “Nej, det var kun hans rustning der sprang i luften – han svævede rundt i nedfrossen tilstand indtil han blev samlet op af de her rumvæsener …”
Der er altid en “Det her er hvad du så … men hvad der virkeligt skete var …”
Så genoplivningen af Jean var i høj grad en “Det er hvad du så – men det var i virkeligheden en kopi”, hvilket en en klassisk måde en skurk kan slippe ud af problemer på. Jeg anvendte bare den metode.

Busiek giver selv et eksempel på hvordan han ikke var den første til at bruge den form for historiefortælling, faktisk havde X-Men selv banet vejen for at bruge det kneb.

The ChangelingBusiek: Og det er ikke engang første gang i X-Mens historie at det er sket: Professor Xavier er død – to år senere er det “Øh nej nej, det var The Changeling! Han omvendte sig og ville rigtigt gerne gøre noget godt, så Xavier sagde ‘Jeg har noget arbejde jeg skal lave ude i baglokalet, så hvad med at du udgiver dig for at være mig, så kan jeg give dig telepatiske kræfter og du kan ofre dit liv, men det gør ikke noget for du skal alligevel dø af kræft’.
Den historie giver ikke nogen mening overhovedet! Men vi fik Professor X tilbage og genoplivningen af Jean var det samme grundlæggende princip: det var ikke hende i virkeligheden, det var noget andet. Det er den slags historie der er blevet brugt igen og igen.

Men selv om genoplivningen af helte og skurke ikke er noget nyt må Busiek nok indrømme at der er visse kræfter der spiller ind når man vælger at bruge dette middel i en historie.

Busiek: Jeg synes at tegneserier har drevet rovdrift på død-og-genopstandelse ideen, men allerede før Jean blev bragt tilbage havde vi haft Professor X som vendte tilbage fra de døde, Captain America ver vendt tilbage fra de døde, Ligtning Lad var vendt tilbage fra de døde – så det var ikke sådan at det aldrig var sket før! Det skete og der blev tjent mange penge på det! Så folk begynder at sige til sig selv “Well, jeg vil også tjene en hel masse penge! Jeg gør det!” – og de vil blive ved med at gøre det indtil der ikke er nogen penge at tjene på det overhovedet …

Som Tegneseriesidens redaktør konkluderede, så er det ikke uhørt at økonomiske interesser er med til at drive hvad der sker i seriens handling, og Busiek giver ham ret:

Busiek: “Nogen tjente kassen på det – det vil jeg også gøre!”? Jo det er meget almindeligt i tegneserier! Det er hele tegneseriens historie i den sætning!

Og selv med disse tilføjelser fra Kurt Busiek om hvordan genoplivningen af Jean Grey egentlig bare følger en etableret tradition indenfor tegneserien, så er det sidste ord i diskussionen for og imod genoplivningen af hende garanteret ikke sagt.

Rachel SummersOg skulle man være af den type der ikke kan få nok af Jean Grey og Phoenix, så er det værd at bemærke at Claremonts gamle serie Excalibur er ude i genoptryk hvor gruppen på vej gennem de mange alternative universer også støder på andre udgaver af Jean/Phoenix, alt imens den første alternative Phoenix, Rachel Summers er med i de første 50 numre.

En anden Phoenix historie kan man læse i den første trade paperback med gruppen Exiles, en samling mutanter fra forskellige alternative tidslinier som forsøger at rette op på alternative universer hvor tingene er gået galt. Exiles dukke op netop som Shi’ar imperiet skal begynde deres retssag mod Phoenix/Jean Grey, men den verden de er havnet i er ikke helt som i den oprindelige historie.

De to genudgivelser har i øvrigt en lille sammenhæng idet at Nocturne, datter af Nightcrawler i Exiles siden er dukket op som fast medlem af den nye udgave af Excalibur.

Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ?

X-Men 148 indeholder en artikel af Kent Damgaard om Jean Grey og Phoenix. Af hensyn til den begrænsede spalteplads måtte en del af artiklen skæres fra. Heldigvis har Kim Helt givet sit samtykke til at Tegneseriesiden bringer den hele uforkortede artikel her kort efter udgivelsen.

X-Men #148

En lille forhistorie

X-Men er fanget i rummet, kun med en ødelagt rumfærge at vende hjem i. Den der tager styrtøjet er sikker på at dø, men Jean Grey tager chancen og ofrer sig for holdet.

Da alle tror hun er død efter nødlandingen i vandet udfor JFK lufthavnen flyver hun pludseligt op af vandet, genfødt som Phoenix. Hvorfor blev Jean Grey til Phoenix? Hvorfor skulle hun dø? Og hvordan blev de to skilt ad? Historien har været trykt i Projekt X Klassiker nummer 3, men hvad skete der bag kulisserne?

Kun en (Marvel) pige

Før hun blev Phoenix hed Jean Grey Marvel Girl, og det første billede jeg så af hende var i kamp mod en superskurk som muligvis var Magneto. Det var ikke i en dansk udgivelse, men derimod i en bog om tegneserier. Jeg husker ikke længere titlen, men skulle nogen af læserne vide hvilken bog der er tale om ville jeg være meget interesseret i at høre det. Hvorom alting er, så viser billedet en Jean Grey der kæmper mod Magneto, men som er trængt helt ned i knæ i forsøg på at holde ham stangen med sine svage kræfter. Bogens pointe var at selv om der fandtes kvindelige superhelte, så blev de fremstillet som svage og underlegne i forhold til de mandlige helte og skurke.

Jean Grey får en “makeover”

X-Men forsideForvandlingen fra Marvel Girl til Phoenix startede med at tegneren Dave Cockrum, som blandt andet skabte Nightcrawler, savnede Jean Grey fra det oprindelige team. Han syntes dog at hendes navn: Marvel Girl var fjollet, så han og forfatteren Chris Claremont gik i gang med at rende redaktøren Archie Goodwin på døren for at få lov til at ændre radikalt på hende. Cockrums første udkast til en ny uniform var i hvidt og guld med en kappe over skuldrene lige som den gamle Captain Marvel fra forlaget Fawcett. Goodwin syntes det var en rigtig dårlig ide, for et hvidt kostume ville betyde at man kunne se teksten på den næste side igennem det tynde papir man trykte på den gang. I stedet fik hun farverne gul og grøn, og nu da figuren jo var blevet genfødt, så mente de to plotmagere at det var rigtigt at kalde hende Phoenix.

Store kræfter og stort ansvar

Det var slet ikke tanken at Phoenix skulle været et selvstændigt væsen eller en universal kraft. Da Jean Grey styrer rumfærgen mod jorden kan man se lyd-effekter (‘TACATACATACA’) som illustrerer at hun bliver udsat for kosmisk stråling. Samme stråling havde givet Fantastic Four deres kræfter, så det forklarede at Jean fik nye kræfter. Senere, da Phoenix var død, fik forfatteren Kurt Busiek den ide at Phoenix kraften var et selvstændigt væsen og at Jean var gemt på havbunden der hvor nødlandingen havde fundet sted. Tegner og forfatter John Byrne kunne lide ideen. Så som den mytologiske fugl Føniks genopstod Jean mens Phoenix fortsatte som et af de store kosmiske væsener, på linje med Galactus.

Det hele skyldtes at folkene bag X-Men ikke var enige om den retning Phoenix skulle bevæge sig i. For Cockrum og Claremont havde Jean havde fået nye kræfter, men som det hedder sig i Marvel universet følger der stort ansvar med store kræfter. Jean Grey gik fra at være “kun en pige” til at have kræfter der kunne ødelægge hele planeter. Claremont kaldte det “at surfe på en tsunami”, uden at have tid til at vænne sig til kræfterne og lære at kontrollere dem, som eleverne på Xaviers skole ellers gør. Cockrum sammenlignede det med et narkotikum hun med tiden skulle vænnes fra, så hun kunne blive Jean som vi kendte hende.

Phoenix skal dø!

Jim ShooterFør de nåede dertil var Cockrum blevet afløst af John Byrne, som mente at Phoenix fik resten af X-Men til at se ud som statister, mens Claremont begyndte at holde af figuren. Derfor blev slutningen på Dark Phoenix Saga” kontroversiel.

Byrne lod Phoenix udslette en hel beboet planet og det blev for meget for redaktør Jim Shooter.

Han brød sig, ifølge Cockrum, ikke om stærke kvindelige figurer, så med henvisning til hendes forbrydelse fik Byrne og Claremont en lodret ordre om at lade hende dø. Cockrum fortæller:

“Shooter hadede stærke kvindelige figurer. Da vi første gang introducerede Phoenix ville vi have hende til at kæmpe mod Thor eller Silver Surfer, men Shooter ville ikke give os lov til det. Han udtalte at ingen kvinde ville få lov til at overvinde Thor eller Silver Surfer. Vi luskede os rundt om ham ved at sætte hende op imod Firelord, som tidligere havde kæmpet lige op med Thor. På den måde fik vi fastsat niveauet for hendes kræfter”.

Historierne om om hvad der skete divergerer alt efter hvem der fortæller dem. Louise Simonson , som tog over som redaktør for X-Men på daværende tidspunkt, husker at Claremont viste hende Byrnes tilføjelse.

“Og jeg sagde ‘Chris, det kan du ikke gøre. Hvis Phoenix udsletter en hel race af levende væsner så bliver hun massemorder. De får du ikke lov til at gøre’. Han svarede ‘Nej, nej, det er i orden’, og forklarede at Jim Salicrup, som var redaktør på X-Men på daværende tidspunkt, havde vist scenen til Shooter som havde sagt god for den.”

Byrne og Claremont hver til sit

X-Men forsideByrne mente det var en god måde at afslutte historien på, men han kunne mærke at han og Claremont ikke længere var enige, så med Phoenix døde også et af de helt store makkerpar på X-Men serien da Byrne gik til Fantastic Four. Adspurgt om det var en tilfredsstillende slutning udtaler Byrne:

“Ja, det var det faktisk. Jeg går ud fra at alle nu ved, at Shooter skred ind i sidste øjeblik og tvang os til at ændre slutningen fuldstændigt så Phoenix døde. Chris har aldrig været i stand til at give slip, men jeg synes faktisk at vi i sidste ende gjorde noget der var bedre en hvad vi havde planlagt.”

Claremont siger selv:

“Jim greb ind. John og jeg slog Jean ihjel og hele serien bevægede sig i en fuldstændig anderledes retning. Jeans død gav os faktisk troværdighed. Vi var blevet påtvunget noget der skulle vise sig at være en gave som adskildte X-Men markant fra alle andre serier. Selvfølgeligt var Gwen Stacy død i Spider-Man, men det var ikke på niveau med at slå Sue Storm eller Ben Grimm ihjel. Vi dræbte den ene part i det næstældste kærlighedsforhold i Marvels univers.”

Den evige genfødsel ?

I persisk mytologi hvor Fugl Føniks hører til, dukker der en op hver 500 til 1000 år. Den brænder sig selv op i sin rede og genopstår fra asken. Så lang tid kan intet forbliive dødt i Marvels univers. Vi har set udgaver af Phoenix siden da: den ægte vare, forfalskninger, udgaver fra alternative verdener og så videre. Og som Claremont og Byrne bliver vi fans nok aldrig enige om det er godt eller skidt. For min skyld må de godt genoplive hende igen, så længe der er gode historier at fortælle.

Forfatterens bemærkninger

Den franske filosof Pascal skrev på et tidspunkt til en ven at han desværre var nødt til at sende et langt brev, da tiden ikke tillod ham at skrive et kort brev. Sandheden i dette gamle udsagn fik jeg virkeligt at føle i mit i øvrigt meget interessante og givende samarbejde med Kim Helt hos Egmont omkring fremstillingen af denne artikel.

I denne udgave har jeg tilføjet en række yderligere forklaringer, citater og andre ting jeg var nødt til at skære væk for ramme de 3500 tegn som Kim var nødt til at insistere på at jeg holdt mig til. Desuden får læserne et par billeder mere. Citaterne i artiklen er hentet fra “Comic Creators on X-Men”, men da artiklen er skrevet til et dansk publikum har jeg tilladt mig at oversætte dem.

Links

Undervejs mens jeg ledte efter billeder til denne artikel fandt jeg dette Jean Grey fansite som vist samler alt merchandise man kan finde med Jean og Phoenix.

http://www.squidoo.com/jean-grey

Efter at have skrevet artiklen lavede jeg noget yderligere research på redaktøren Jim Shooter, som nogen gange får en lidt hård medfart i artiklen. Efter at have læst et par interviews med ham på nettet har jeg fået et lidt mere nuanceret syn på Shooter. Læsere der gerne vil have en lidt anden indfaldsvinkel kan læse nedenstående og danne sig deres egen mening.

Interview med Shooter på Comic Book Resources del 1.

Fandom and beyond with Jim Shooter

Comic Creators on X-Men

Fyrre år, utallige hæfter og tre film – næsten alle kender efterhånden X-Men. Men hvad ved vi om hvad tegnerne og forfatterne bag serien tænkte og hvordan mange af de store beslutninger om serien blev truffet? Kent Damgaard ser nærmere på en bog som giver mange af svarene.

Comic Creators on X-Men

Serie på flere bøger

Bogen “Comic creators on X-Men” er en af tre bøger hvor Tom DeFalco interviewer en række af Marvel Comics’ mest kendte serieskabere om deres karriere og arbejde på serien. De to andre bøger omhandler Fantastic Four og Spider-Man. Bogen “Comic creators on Fantastic Four” vil blive omtalt i sin egen anmeldelse her på siden, hvor jeg også ser nærmere på DeFalcos anden bog om Fantastic Four.

Redaktør og serieskaber

Tom DeFalco er ikke nogen hr. Hvemsomhelst. Han var Editor-in-Chief hos Marvel i perioden fra 1987 til 1994. Idag varetages den position af Joe Quesada og ligesom Quesada arbejdede han ved siden af på forskellige serier som Thor og Fantastic Four. I nyere tid er DeFalco nok mere kendt for serien Spider-Girl hvor man følger et alternativt univers hvor Peter Parker og Mary Jane har fået en datter ved navn May. Selv om salget aldrig har været imponerende har serien ved hjælp af en meget fanatisk fanskare formået at holde sig igang i mere end 100 numre.

Respektfuld insiderviden

Tom DeFalcoDeFalco er sammen med Jim Shooter og Stan Lee selv en af de redaktører der har siddet længst på posten. Derfor er han velegnet til at stille spørgsmålene i “Comic Creators on X-Men”, for han kender en lang række af folkene bag serien personligt og har set en del af de begivenheder som vi fans gerne vil høre mere om. DeFalco formår generelt at skabe en fornuftig balance hvor han få afsløret lidt af hvad der sker bag kulisserne, uden at det bliver til en offentlig luftning af Marvels snavsede undertøj.

Formen for hvert interview er i det store hele den samme, først nogen spørgsmål om personens barndom og tidlige forhold til tegneserier, så noget om hvordan vedkommende kom til Marvel. Efter dette gås der så i dybden med vedkommendes periode på X-Men og i nogen tilfælde også med hvad vedkommende har lavet efterfølgende. Generelt virker de forskellige interviews meget flydende, uden den følelse af at der bliver brugt en skabelon, hvilket man godt kan føle i DeFalcos bog om Fantastic Four.

Fra Stan Lee til Neal Adams – de tidlige år

Selvfølgeligt lægges der ud med Stan Lee som giver baggrunden for hvorfor han valgte at skabe X-Men og ideen om mutanter. I forvejen havde han brugt forskellige former for stråling så som kosmisk stråling til at skabe Fantastic Four og gammastråling til at skabe Hulk, så i stedet for at skulle opfinde en masse nye former for stråling valgte Stan Lee at indføre ideen om at mutationer kunne føre til overnaturlige kræfter.

Selv om X-Men serien solgte nogenlunde godt i starten, så var den ikke det flagskib for Marvel Comics den senere skulle udvikle sig til. Faktisk stod den for at blive lukket da Neal Adams, som vi idag kender for hans arbejde med Batman og Grønne Pil/Grønne Lygte, overtog som tegner. Adams valgte selv den lukningstruede serie ud fra en ide om at så kunne han jo gøre hvad han havde lyst til uden at bekymre sig. Det førte til en række banebrydende tegninger hvor Adams bryder med den traditionelle brug af sideopbygning og perspektiver. Fans af serien syntes om den nye stil, men selv om salget igen begyndte at stige efter at Adams kom til var det ikke nok til at undgå lukning.

Storm, Wolverine, Colossus og Nightcrawler kommer til

Giant Size X-Men 1Dermed blev det Dave Cockrum og Len Wein der fik jobbet med at genoplive serien nogen år senere hvor man introducerede det hold vi kender idag. Med dem starter mutanternes guldalder hos Marvel, men det bliver to andre skabere der kommer til at føre X-Men frem til de salgsmæssige højder. John Byrne og Chris Claremont står bag historier som “Dark Phoenix” sagaen, “Days of future past” og mange andre udødelige X-Men historie.

Gennem de interviews der er med både dem, Cockrum og Wein samt redaktør Louise Simonson får man et godt billede af hvad der er foregået i kulisserne da disse historier blev skabt, og hvorfor at samarbejdet mellem Claremont og Byrne ikke kunne holde. Byrne valgte at gå videre med Fantastic Four og skabte en tilsvarende klassisk periode der, mens Claremont helt frem til idag fortsætter med at præge de forskellige mutant gruppers historier.

Specielt begivenhederne omkring “Dark Phoenix” sagaen vender vi her på Tegneseriesiden tilbage til i en kommende artikel.

Mange store navne og kun få mangler

Da bogen er fra 2006 er der hverken interview med Ed Brubaker eller Joss Whedon, hvis bogen skulle sælge godt nok til at komme i et andet oplag kunne man håbe at DeFalco vælger at supplere op med yderligere interviews med disse to vigtige forfattere. Bogen slutter i stedet af med interviews med to af de nyere bidragsydere til serien, Grant Morrison og Mark Millar. De to skotter Millar og Morrison står hver for sig som moderne genfortællere og videreudviklere af de klassiske X-Men historier med henholdsvist Ultimate X-Men og New X-Men.

Ud over de allerede nævnte personer byder bogen på interviews med Roy Thomas, Alan Davis, Marc Silestri, Bob Harras, Scott Lobdel og Chris Bachalo, så der er meget materiale fra alle årene.

Nye læsere kan sagtens starte her

Nyere læsere kan måske godt føle sig lidt intimideret af ovenstående hvis de ikke er helt stive i det oprindelige hold eller Byrne/Claremonts klassiske fortællinger, men “Comic creators on X-Men” er god til at tage læseren i hånden gennem en række små bokse som løbende introducerer emner som “Sentinels”, “Starjammers”, “House of M” som man ikke kan forvente at alle læsere er bekendte med.

Hvis man er hardcore X-Men fan er bogen et must, og hvis man er nysgerrig nybegynder eller halvvejs uerfaren så er informationen stadigt holdt i en form hvor man ikke hægtes af. Så til en pris på $ 17.95 er den et godt køb.

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on X-Men
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2006
ISBN: 1-84576-173-1

Dansk X-Men 144

medium-af-uncanny-x-men-467.jpgBOOM!!!
Sagde det lige fra starten af.
Det kunne have været en actionfyldt og overraskende start, men det blev det ikke, da der i resumeet fra sidste blad, bliver fortalt hvad der sker i denne histories første opgør med Shi’ar dødspatruljen. Nu vil jeg ikke fortælle slutningen, men i resumeet bliver der fortalt hvordan kampen Marvel Girl, Nightcrawler, Psylocke og Shadow Cat mod Shi’ar dødspatruljen ender.
Så mit råd er ikke at læse den, før du er færdig med bladet.
Men hvorfor opstår denne kamp?

Jo, nu er det jo sådan at Shi`ar imperiet har haft store problemer med Phoenix før i tiden, så nu vil de sørge for at der ikke opstår en ny Phoenix. Derfor angriber de Marvel Girl og hele hendes familie under en familiefest, hvor de vil udradere dem alle. Hvad angår denne dødspatrulje, så er det ikke lige nogen vi kender særlig godt.

small-af-uncanny-x-men-467.jpguncanny-x-men-468.jpg

Gruppen består af 9 medlemmer: Black Cloak, som er gruppens leder, Flaw, som er en såkaldt Warskrull, Sega, som er en slags gasart, Devo, der kan lave kraftfelter. Offset, som styrer insekter, og selv ligner en kvindelig en af slagsen, Krait, der kan flyve med sine vinger og har et ørnehoved, Warshot, der er snigskytten, Hypernova den anden kvinde i gruppen og Shell som er et stort klippelignende jord monster.

Efter kampen går det mere stille for sig, hvor vi får lov til at se lidt til hverdagen med Sam (Cannonball) og hans søster Paige (Husk) Guthrie. Det er ikke så tit vi ser noget til Sam, men det er fordi han er med på et andet X-Men hold, som vi ikke har set særlig meget af på dansk endnu. Ellers kommer han bare lidt i klammeri med en Sentinel. Og så var der også lige pludselig Storm og Wolverine i Afrika, som et sidespring i historien. Hvor Storm er nede og se hvad der er sket med de mutanter i Afrika, som har mistet deres kræfter, og deres skæbne er ikke særligt positive.

Marvel Girl er så begyndt ved en psykolog. Da kampen mod dødspatruljen sammen med hendes familie ikke endte særlig lykkeligt, har hun brug for noget professionel hjælp, men den del af historien er godt nok tør efter min mening. Dødspatruljen er heldigvis kommet i fængsel, men det er så New Yorks statsfængsel, altså ikke Ryker´s Island, som er det bedst bevogtede forbryderfængsel. Så allerede her går det galt, men vi må se hvad det ender med næste gang.

unc-x-men-469.jpgunc-x-men-170.jpg

Chris Claremont har skrevet alle historierne i bladet, og det synes jeg går ret godt.
Selvom det nu var lidt forvirrende, da vi pludselig kom til Afrika midt i det hele og det med psykologen er nu ret tørt. Men ellers er det meget interessant at se hverdagen for X-men, blandt deres såkaldte beskyttere ”Sentinels”. Men nu synes jeg nu vi har set nok til hverdag blandt Sentinels, nu ved vi godt hvordan det er og vil gerne videre.

Tegnerne skiftede halvvejs i bladet, med de 2 første historier tegnet af Chris Bachalo og de sidste 2 af Billy Tan. Chris Bachalo havde vi jo også i sidste nummer, og ved den anmeldelse gav jeg tydeligt udtryk for, at jeg ønsker at se så lidt som muligt fra hans side, medmindre han ændrer sin stil. Heldigvis kommer Billy Tan til senere i bladet- ham har vi faktisk ikke har set noget til på dansk før. Men hans streg kan jeg godt lide, den minder lidt om Marc Silvestri. Han formår at give personerne et råt look, og gøre dem dynamiske i actionscenerne.
Første halvdel er nogenlunde på grund af forfatteren, men den sidste er absolut bedst. Da vi her får en ny tegner ind på banen med den samme forfatter, så bliver det bare godt.

Fakta om serien

Titel: Uncanny X-Men 467-470, Greys End 2-3 og Wandring Star 1-2
Bedømmelse : Hvis du er X-Men fan, så er det bare at købe den, ellers går du ik glip af noget.

Forfatter: Chris Claremont
Tegner: Chris Bachalo og Billy Tan
Udgiver: Marvel Comics (på dansk Egmont)medium-af-uncanny-x-men-467.jpgmedium-af-uncanny-x-men-467.jpg